Min Forhistorie 3

Vel hjemme hos min far begyndte jeg at forberede mig på at skulle være ung enlig mor..

Jeg kunne under graviditeten styre min angst... Ihverfalde den om at kaste op... Så jeg fik spist ordentligt... Min angst for at være sammen med andre mennesker, påvirkede stadig min hverdag. Alkoholen og hashen var pænt lagt på hylden. Og jeg trives med at være gravid...

Graviditeten går fint, indtil jeg er 20 uger henne...Så begynder der første problemer at melde sig.... Alt for mange veer, samt en begyndende bækkenløsning, men det falder hurtigt til ro igen.... På sommerferie med min far, får jeg pludselig veer.... Alt for tidligt, og bliver indlagt på et fremmede sygehus... Da jeg først har fået stoppet veerne, insisterer jeg på at komme hjem dagen efter... Lægerne frigiver mig, men giver mig meget kontant besked på at det er på egen risiko... Men jeg vil ikke ligge der... Jeg vil hjem med min far og Bonusmor. Jeg lover at tage på sygehus dagen efter, når jeg er kommet hjem igen...

Dagen efter bliver jeg så indlagt igen og kommer ikke ud af sygehus før der er gået 6 uger. Det meste af tiden er jeg "bundet" til sengen... Da jeg tilsidst bliver flyttet ud fra min 2 mands stue ind på en 6 mands stue, knækker filmen....
Jeg kan simpelthen ikke mere... Jeg er heldigvis så langt henne nu, at det er sikkert at udskrive mig.

Fødslen går igang til tiden.... Men det bliver en meget lang og smertefuld fødsel. Da min datter bliver født, er hun også fuldkommen udmattet, og indtager ikke ilt nok... Hun når lige at ramme mit maveskind, da hun bliver revet væk fra mig.... Heldigvis var det ikke værre end at hun lige skulle have en hjælpende hånd, og hun blev lagt i mine arme 5-10 min. efter.

MEN der var det slået klik indeni mig.... Jeg var sikker på at jeg ikke skulle få lov til at beholde hende.... Var sikker på at hun skulle dø fra mig. Jeg havde hende i mine arme, i den tid det tog min far, at tage 2 billeder af os... Så rakte jeg hende over til hendes mormor. Jeg var bange... Rædselslagen, jeg var bange for at hvis jeg holdte hende, ville jeg knytte mig til hende.... Og det turde jeg simpelthen ikke..... "Jeg skulle jo miste hende".

Det tog mig 1 times tid at komme mig over chokket, og jeg fik min datter over i mine arme. Jeg begyndte at knytte mig til hende og mistede hende selvfølgelig ikke...

Jeg boede hos min mor, de første 8 mdr. efter fødslen, og fik så min egen lille 2 værelses lejlighed. Angsten for at være sammen med andre mennesker var der stadig og angsten for at kaste op, fik et ordentligt los i røven efter fødslen... Og udviklede sig til en rigtig spiseforstyrrelse... Jeg spiste mindre og mindre... Da min datter var 1 år, var jeg med mine 170 cm. nede på 45 kg.

Jeg blev tilbudt noget gruppeterapi sammen med andre der havde angst... Jeg var der 1 gang, for jeg kunne ikke overskue det.... Jeg var kommet så langt til at, jeg kunne komme ud og handle og gå ude, så længe jeg ikke var fast-holdt i en situation (eks. kø) og da jeg overfor en anden i gruppen, fortalte hvordan jeg var kommet dertil, var responsen var terapeuten, at det var der ingen grund til at sige, for selvom at den hjalp på mig var det ikke det samme som at det hjalp på andre...
Personligt har jeg det sådanne at jeg ikke går ind i noget gruppeterapi, for passivt at lytte til hvad andre siger, men for aktivt at hjælpe mig selv, men også give andre en mulighed for at høre hvad jeg gør.... Jeg følte at terapeuten dunkede mig oveni hovedet, og det var ikke det jeg havde brug for....

Jeg begyndte hos en psykiater... Så længe jeg holdte ved samtalerne gik det ok, men heller ikke mere end ok... hvis jeg stoppede hos hende, koksede hele verdenen omkring mig.

I 1994 stødte jeg på en SM-fyr, og blev blev fuldkommen grebet af det.... Af en for mig, på det tidspunkt, ukendt årsag, virkede det meget bedre end terapien.... Jo hårdere jo bedre....

Og pludselig var jeg så langt at jeg kunne starte på en uddannelse... På min rejse frem til mit uddannelses-sted, stødte jeg på en køn fyr... Vi smilede til hinanden mange morgener i træk, og til sidst tog jeg mig sammen og stak ham mit telefon nummer, idet han steg ud af bussen....

Han ringede og jeg var lykkelig... Endelig en fyr der var sød ved mig... Efter ½ år flyttede vi sammen, og for en stund var alt godt.

Jeg begyndte på den sidste del af min uddannelse, hvor jeg bla. skulle lave det projekt, som jeg skulle op og forsvare til eksamen.
En dag på vej hjem sætter jeg mig ind i S-toget, der er ingen andre end mig i vognen, men lige inden der blev fløjtet, hopper en mand ind og sætter sig skråt overfor mig... Da toget køre, trækker han sit lem ud af bukserne og begynder at ornanerer.... Jeg aner ikke hvad der sker med mig, men hele mit hovede er et stort kaos... Han truede mig ikke på nogen måde, sad bare der... Men jeg følte mig i den grad krænket. Ved næste station stiger jeg af og ind går ind i vognen efter... Jeg ryster over hele kroppen, da jeg gangen efter skal af toget, går jeg ind til personalet på stationen og anmelder ham.
Da jeg kommer hjem ringer jeg både til kæresten og til min mor, alt muligt lort fucker mit hoved op, kan ikke tænke klart... Hvad pokker sker der med mig.... Nu er det ikke fordi at jeg er sippet eller noget... Hvorfor fanden reagere jeg så, så vildt ??????

Dagen efter sidder kæresten og jeg hjemme hos min mor.. Der blev min verden endnu mere smadret....

Min mor fortæller at siden jeg reagerede SÅ kraftigt, syntes hun at jeg skulle have noget afvide.... Man mistænker at min onkel (ikke ham fra det andet indlæg) var glad for små piger, det kunne være at jeg skulle finde ud af om han havde rørt mig...
Jeg bryder fuldkommen sammen.... Og høre en lille lille pige skrige "Hjælp mig mor, hvorfor hjælper du mig ikke mor".