At kunne sige undskyld er en stor ting....
Det var først da jeg igen begyndte at få det så godt at jeg kunne, se min familie i øjnene. At det skulle gå op for mig hvor stærkt et ord det egentlig er.
Det er stærkt fordi at det kan vende et raseri, et hysteri og et anfald og meget mere.
For mig er et anfald omtrent sådanne :
Et eller andet for mig til at blive vred, det kan være selv den mindste ting... Og vreden starter en spiral... En uendelig negativ spiral.... Og jo længere ned af spiralen jeg kommer, jo mørkere er der og jo sværere er det at nå mig..... Med andre ord, sidder jeg fast i den lille 2-3 årige pige, der er indeni mig.
Kom jeg for langt ned af spiralen, har der kun været en der har formået at få mig op ad den igen. Min mand. Selv sygeplejersken i Distrikt psykiatrien har måtte ringe efter ham, mens jeg var indlagt på Dagpsykiatrisk afd.
I flere år sagde min mand undskyld, også selvom at det ikke var hans skyld. Han sagde undskyld for husfredens skyld og fordi at det nok er det ord jeg mest af alt har brug for at høre...
Jeg har ikke som sådanne brug for at høre det fra ham. For han er jo ikke skyld i min store smerte...
Med undskyldninger og kærlighed har han fået mig op af spiralen mange gange...
Jeg fornemmer ikke at han har påtaget sig skylden psykisk for mine anfald. Hvis han har så : Undskyld Skatter.
Jeg har kæmpet mig længere og længere væk fra spiralen... Jeg ved godt at den altid vil ligge på lur, men afstanden bliver størrer og størrer....
Undskyld er simpelt for det er "skide" 8 bogstaver.... Men for pokker hvor de betyder meget....
Alle disse hårde år... Har lært mig hvor vigtigt det er at kunne sige undskyld.....
Tak er kun et fattigt ord..... Det samme er Undskyld...
tirsdag, april 08, 2008
Min Forhistorie 7
Der går et par måneder, og så får jeg en tid hos Distriktspsykiatrien igen... Kommer ind til en anden, Psykiater.... Først vil han ikke lade min kæreste komme med ind, men da jeg så siger at så går jeg heller ikke ind, tillader han det så....
½ time efter var jeg indlagt på DagPsykiatrisk afd. Jeg kom hen på afdelingen og får mødt min kontaktperson og set stedet.... Vi bliver eninge om at jeg skal have lov til at vænne mig til tanken og så starte med at komme ugen efter.
1 måned efter har jeg fået endnu en diagnose : Asocial.... Nå jeg en fra eller til... Denne syntes jeg er meget naturlig at have fået, når man tænker på hvor skidt jeg egentlig havde det....
Min tilstand er på dette tidspunkt :
Hele min krop sitre.... Jeg var skiftevis tilstede og indeni mig selv... Jo mere ind i mig selv jeg gik, jo mere rystede jeg på kroppen. Tankerne oppe i mit hoved kørte med 300 km. i timen, det var meget sjældent at det lykkes mig at fange en tanke, for at kunne kigge på den. Når jeg for alvor gik ind i mig selv, begyndte jeg at gnide eller klø hul på mig selv. Og flere gange måtte personalet på afdelingen kontakte min kæreste, da han var den eneste der kunne nå ind til mig.
Jeg arbejdede hårdt på at få det bedre... For jeg kunne end ikke holde ud at være sammen med mine børn i længere tid af gangen... Da jeg havde det værst, kunne jeg dårligt holde ud at sidde og spise sammen med dem.... Det var virkeligt hårdt, både for mig for mig og resten af familien....
I lang tid er det 1 skridt frem og 2 tilbage... Da der er gået 1 år efter Psykiateren gav mig diagnoserne er jeg ikke kommet meget vidre...
Så mine sygedagpenge skal ophøre... Min sag bliver sendt til Førtidspension kontoret, og jeg afventer spændt på udfaldet... Jeg vidste jo godt hvor meget der skulle til for at få en førtidspension og at det var langt fra let at få den godkendt.
2 måneder efter er jeg Førtidspensionist. Det er underligt så meget det hjælper at få den ro over ens liv, som det gav at få tilkendt den..... Da jeg var hos Psykiateren der gav diagnoserne, sagde han at hvis jeg ikke havde fået det bedre og derfor fik en førtidspension, så ville jeg få det bedre, bare at få den tilkendt.... Det lød tidligere underligt på mig, men det var rent faktisk det der skete...
Pludselig skulle hele Distriktspsykiatrien laves om... Det skulle mest bestå af gruppeterapi, og det magtede jeg bare ikke... Dette gjorde at jeg blev udskrevet fra DagPsykiatrisk afdeling.
Mens jeg var indlagt, havde jeg læst alle de bøger jeg kunne finde om Borderline.... Biblioteket bestilte endda en bog hjem fra USA til mig. Der var ikke noget om min sygdom som jeg ikke vidste.. Heller ikke hvordan det var at være pårørende....
Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne være sammen med min familie i længere tid af gangen... Så længe vi var i skoven, kunne jeg være sammen med dem i timevis.... Vi var på mange skovture...
Mine børn led selvfølgelig.... Mor var ikke ordenligt tilstede. Men min kæreste gjorde hvad han kunne. Uden ham havde jeg mistet mine børn.....
Så skete der det at min kæreste friede til mig.... Ikke på den måde han gerne ville have gjort det, men fordi at jeg havde fået et flip og var sikker på at nu forlod han mig.... For at jeg ikke skulle tro at han kun gjorde det pga. flippet, printede han en mail ud, hvor han anmoder min far om min hånd. Nøj hvor blev jeg sur på mig selv.. Nu havde jeg ødelagt al det romantiske.... Men det var nu mig i en nøddeskal....
Vi planlagde vores bryllup... Det skulle være på rådhuset og kun lige med vores allernærmeste.
Midt i al planlægningen besluttede vi os til at trække pælene op og flytte.... Så vores planer måtte lægges om. Så vi kunne blive viet der hvor vi bosatte os...
14 dage efter at vi var flyttet ind i vores helt eget hus, blev vi viet. Jeg var virkelig lykkelig...
Langsomt men sikkert fik jeg det bedre.....
Nu 3 år efter brylluppet, har jeg det stadig bedre... Det er nu 2. gang efter flytningen at jeg har tilknytning til Distriktspsykiatrien, der kommer hjemme hos mig... Fordi at jeg har områder, jeg vil lære at håndterer bedre....
Det er nu 1½ år siden at jeg sidst trak mig ind i mig selv. Og det er 2½ år siden jeg sidst lavede hul på mig selv. Jeg deltager i alle de arangementer der er i ungernes skole.
Jeg kan være sammen med mine unger hele dagen, uden at gå kold også selvom at vi ikke kommer i skoven. Jeg er stadig gift med min pragtfuld mand.
Der er stadig ting jeg skal arbejde med, men jeg kan ting som min familie ikke troede muligt for blot nogle år siden....
Det kan godt være at jeg vælter, men jeg rejser mig altid op igen.... Jeg er nemlig en Væltepeter/Tumling.
½ time efter var jeg indlagt på DagPsykiatrisk afd. Jeg kom hen på afdelingen og får mødt min kontaktperson og set stedet.... Vi bliver eninge om at jeg skal have lov til at vænne mig til tanken og så starte med at komme ugen efter.
1 måned efter har jeg fået endnu en diagnose : Asocial.... Nå jeg en fra eller til... Denne syntes jeg er meget naturlig at have fået, når man tænker på hvor skidt jeg egentlig havde det....
Min tilstand er på dette tidspunkt :
Hele min krop sitre.... Jeg var skiftevis tilstede og indeni mig selv... Jo mere ind i mig selv jeg gik, jo mere rystede jeg på kroppen. Tankerne oppe i mit hoved kørte med 300 km. i timen, det var meget sjældent at det lykkes mig at fange en tanke, for at kunne kigge på den. Når jeg for alvor gik ind i mig selv, begyndte jeg at gnide eller klø hul på mig selv. Og flere gange måtte personalet på afdelingen kontakte min kæreste, da han var den eneste der kunne nå ind til mig.
Jeg arbejdede hårdt på at få det bedre... For jeg kunne end ikke holde ud at være sammen med mine børn i længere tid af gangen... Da jeg havde det værst, kunne jeg dårligt holde ud at sidde og spise sammen med dem.... Det var virkeligt hårdt, både for mig for mig og resten af familien....
I lang tid er det 1 skridt frem og 2 tilbage... Da der er gået 1 år efter Psykiateren gav mig diagnoserne er jeg ikke kommet meget vidre...
Så mine sygedagpenge skal ophøre... Min sag bliver sendt til Førtidspension kontoret, og jeg afventer spændt på udfaldet... Jeg vidste jo godt hvor meget der skulle til for at få en førtidspension og at det var langt fra let at få den godkendt.
2 måneder efter er jeg Førtidspensionist. Det er underligt så meget det hjælper at få den ro over ens liv, som det gav at få tilkendt den..... Da jeg var hos Psykiateren der gav diagnoserne, sagde han at hvis jeg ikke havde fået det bedre og derfor fik en førtidspension, så ville jeg få det bedre, bare at få den tilkendt.... Det lød tidligere underligt på mig, men det var rent faktisk det der skete...
Pludselig skulle hele Distriktspsykiatrien laves om... Det skulle mest bestå af gruppeterapi, og det magtede jeg bare ikke... Dette gjorde at jeg blev udskrevet fra DagPsykiatrisk afdeling.
Mens jeg var indlagt, havde jeg læst alle de bøger jeg kunne finde om Borderline.... Biblioteket bestilte endda en bog hjem fra USA til mig. Der var ikke noget om min sygdom som jeg ikke vidste.. Heller ikke hvordan det var at være pårørende....
Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne være sammen med min familie i længere tid af gangen... Så længe vi var i skoven, kunne jeg være sammen med dem i timevis.... Vi var på mange skovture...
Mine børn led selvfølgelig.... Mor var ikke ordenligt tilstede. Men min kæreste gjorde hvad han kunne. Uden ham havde jeg mistet mine børn.....
Så skete der det at min kæreste friede til mig.... Ikke på den måde han gerne ville have gjort det, men fordi at jeg havde fået et flip og var sikker på at nu forlod han mig.... For at jeg ikke skulle tro at han kun gjorde det pga. flippet, printede han en mail ud, hvor han anmoder min far om min hånd. Nøj hvor blev jeg sur på mig selv.. Nu havde jeg ødelagt al det romantiske.... Men det var nu mig i en nøddeskal....
Vi planlagde vores bryllup... Det skulle være på rådhuset og kun lige med vores allernærmeste.
Midt i al planlægningen besluttede vi os til at trække pælene op og flytte.... Så vores planer måtte lægges om. Så vi kunne blive viet der hvor vi bosatte os...
14 dage efter at vi var flyttet ind i vores helt eget hus, blev vi viet. Jeg var virkelig lykkelig...
Langsomt men sikkert fik jeg det bedre.....
Nu 3 år efter brylluppet, har jeg det stadig bedre... Det er nu 2. gang efter flytningen at jeg har tilknytning til Distriktspsykiatrien, der kommer hjemme hos mig... Fordi at jeg har områder, jeg vil lære at håndterer bedre....
Det er nu 1½ år siden at jeg sidst trak mig ind i mig selv. Og det er 2½ år siden jeg sidst lavede hul på mig selv. Jeg deltager i alle de arangementer der er i ungernes skole.
Jeg kan være sammen med mine unger hele dagen, uden at gå kold også selvom at vi ikke kommer i skoven. Jeg er stadig gift med min pragtfuld mand.
Der er stadig ting jeg skal arbejde med, men jeg kan ting som min familie ikke troede muligt for blot nogle år siden....
Det kan godt være at jeg vælter, men jeg rejser mig altid op igen.... Jeg er nemlig en Væltepeter/Tumling.
Min Forhistorie 6
Efter at have ventet i 3 måneder, kunne jeg endelig få en tid hos en psykiater... Hvilket var en oplevelse jeg helst havde været fri for....
Efter at have fortalt min historie og hvordan jeg havde det... Konkluderede han følgende : Du burde have været på husholdsningsskole, lært at stege en and og snakke med veninderne om ingenting... WHAT ????
Nå ja, så skulle jeg til næste gange føre dagbog over hvordan jeg havde det...
Ja tak... Jeg havde lige siddet og fortalt ham, hvordan jeg havde det, og at jeg havde det SÅ skidt hele tiden.... Men ok....
Jeg besluttede mig til at skrive noget ned, hvis der kom noget anderledes... Det gjorde der ikke.... Vores næste møde var så hårdt mod mig at jeg besluttede mig til at gå, inden jeg for alvor "flåede" hovedet af ham.....
Jeg gik til min læge og fik en ny henvisning....
I mellemtiden ville kommunen gerne have en ordentlig undersøgelse, så jeg fik en tid hos en psykiater, på det nærmeste Psykiatriske-hospital.
Min første tanke og følelser var... Hvad fanden skulle det nu gøre godt for ??? Stolede kommunen ikke på at jeg havde det så skidt som jeg sagde at jeg havde ????
Jeg tog afsted sammen med min kæreste.... Efter oplevelsen med den anden psykiater, ville jeg simpelthen ikke ind til en anden, uden at han var med mig....
Hvad jeg ikke vidste var at jeg skulle ind til den dejligste psykiater der findes :-D
Da vi havde snakket om hvordan jeg havde det lige på det tidspunkt. Sagde han til mig at det var op til mig om min kæreste skulle blive, og at jeg skulle vide at vi ville komme til at snakke om alt det lort der er sket i mit liv.... Jeg følte mig stadig mest tryg ved at han var der... OG han kendte min fortid, så der ville ikke komme noget frem, som han ikke vidste i forvejen...
Jeg har altid vidst at jeg ikke var som andre, men pludselig havde jeg en Diagnose... Der var pludselig en årsag til at mit liv havde været så fyldt med kaos.....
Min Diagnose, eller rettere Diagnoser var :
* Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af Borderlinekarakter
* Depression
* VinterDepression
Han mente at hvis jeg ikke havde fået det bedre i løbet af 1 år i behandling, både terapeutisk og medicinsk, så ville han råde til en Førtidspension.
4 timer senere..... Går vi ud derfra..... Jeg var sindsyg lykkelig og lettet....
Efter at have fortalt min historie og hvordan jeg havde det... Konkluderede han følgende : Du burde have været på husholdsningsskole, lært at stege en and og snakke med veninderne om ingenting... WHAT ????
Nå ja, så skulle jeg til næste gange føre dagbog over hvordan jeg havde det...
Ja tak... Jeg havde lige siddet og fortalt ham, hvordan jeg havde det, og at jeg havde det SÅ skidt hele tiden.... Men ok....
Jeg besluttede mig til at skrive noget ned, hvis der kom noget anderledes... Det gjorde der ikke.... Vores næste møde var så hårdt mod mig at jeg besluttede mig til at gå, inden jeg for alvor "flåede" hovedet af ham.....
Jeg gik til min læge og fik en ny henvisning....
I mellemtiden ville kommunen gerne have en ordentlig undersøgelse, så jeg fik en tid hos en psykiater, på det nærmeste Psykiatriske-hospital.
Min første tanke og følelser var... Hvad fanden skulle det nu gøre godt for ??? Stolede kommunen ikke på at jeg havde det så skidt som jeg sagde at jeg havde ????
Jeg tog afsted sammen med min kæreste.... Efter oplevelsen med den anden psykiater, ville jeg simpelthen ikke ind til en anden, uden at han var med mig....
Hvad jeg ikke vidste var at jeg skulle ind til den dejligste psykiater der findes :-D
Da vi havde snakket om hvordan jeg havde det lige på det tidspunkt. Sagde han til mig at det var op til mig om min kæreste skulle blive, og at jeg skulle vide at vi ville komme til at snakke om alt det lort der er sket i mit liv.... Jeg følte mig stadig mest tryg ved at han var der... OG han kendte min fortid, så der ville ikke komme noget frem, som han ikke vidste i forvejen...
Jeg har altid vidst at jeg ikke var som andre, men pludselig havde jeg en Diagnose... Der var pludselig en årsag til at mit liv havde været så fyldt med kaos.....
Min Diagnose, eller rettere Diagnoser var :
* Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af Borderlinekarakter
* Depression
* VinterDepression
Han mente at hvis jeg ikke havde fået det bedre i løbet af 1 år i behandling, både terapeutisk og medicinsk, så ville han råde til en Førtidspension.
4 timer senere..... Går vi ud derfra..... Jeg var sindsyg lykkelig og lettet....
Min Forhistorie 5
Min mand blev syg og havde stærke smerter, han kunne næsten ingenting.. Selvfølgelig ud over at drikke bajer med vennerne... Ikke engang skraldespanden kunne jeg få ham til at gå ud med...
Til at starte med forsvarede jeg ham med næb og klør, for hvad vidste andre om hans smerte... Ikke en skid. Men jeg kunne godt se at han led...
Men hverdagen kom da... Og det blev for meget... Der stod jeg med en syg mand og 3 børn hvoraf de 2 mindste var under 2...
Jeg bankede i bordet og kæmpede med næb og klør, men lige meget hjalp det... Jeg indsendte skilsmisse papirene, men inden vi skulle i statsamtet, lovede han bod og bedring... For ungernes skyld fik han en chance mere...
Men det holdte kun kort... Kommunen gik ind og gav en hånd, i endnu et forsøg på at gøre situationen mere holdbar....
Jeg blev endnu engang gravid... Ikke det smarteste, men nu var det jo sket.... Jeg kæmpede som en sindsyg og energien ebbede langsomt ud af mig.....
Og så skete det... Jeg kunne ikke mere, nu havde jeg gjort mit og kæmpet uden at der skete noget ved det... Jeg søgte endnu engang skilsmisse... Og denne gang mente jeg det... VI var alle bedre tjent med at vi skiltes..
Det var hårdt, både fysisk og psykisk... Men livet blev mere holdbart... Han svigtede ungerne gang på gang. Og det var hårdt for dem og mig.
Jeg søgte kommunen om hjælp til at komme ud af nogle uholdbarelige situationer med ungerne.
Men det tager tid, imens knoklede jeg vidre med at få hverdagen til at fungere... Min graviditet gik langt bedre end nogle af de andre...
Så kom hjælpen endelig, og jeg gik igang med at arbejde på at skabe et bedre liv for ungerne og mig selv.
Men kort tid efter, fandt de ved en scanning at noget var galt... I næsten 2 uger ventede jeg på endnu en scanning, men den viste det samme som den sidste... Barnet havde en cyste eller noget, lige ved blæren.
Den overlæge der scannede mig, kunne godt forstå at jeg var nervøs og bange for mit barn, og da jeg alligevel var langt nok henne til at det var indenfor Termin, fik hun fødegangen til at sætte mig igang...
1½ time efter at de prikkede hul på fostervandet, fødte jeg endnu en pige... Dagen efter blev hun scannet og det viste sig heldigvis bare at være en stor blære pigen havde og jeg var den lykkeligste kvinde i verden.
Hverdagen kørte vidre, og arbejdet med at blive en bedre mor, begyndte også at glide, lige så stille frem. Jeg havde dog stadig store sammenstød med min Eks. mand. Men heldigvis kunne jeg låse døren.
Jeg begyndte så småt at kigge mig omkring på "markedet" efter en mand, det blev til mange forskellige partnere, dog mest sex-partnere....
Mine piger begyndte at reagerer i deres Daginstitutioner, og jeg kunne ikke se hvad der var skyld i dette, da jeg holdte dem udenfor disse mænd....
Så mødte jeg en utrolig sød og hensynsfuld mand. Han mødte mig der hvor jeg stod, og respekterede mig for den jeg var. Det var en helt ny oplevelse...
Og så reagerede min Eks. mand helt vildt.... Jeg endte med at flygte fra mit hjem, da han truede mig og var ved at slå min dør ind....
Min nye kæreste og jeg flyttede sammen i den anden ende af landet.... Jeg begyndte at blive inspireret af det alternative og for sidste gang stoppede jeg med at ryge hash.
Jeg begyndte at tage PC-kørekort og skulle til den første prøve, da hele verdenen kolapsede for mig.....
Jeg holdte op med at fungerer og måtte sygemeldes. Min læge satte mig på lykkepiller da han mente at jeg havde en depression. Og jeg fik en henvisning til Distrikt-psykiatrien....
Til at starte med forsvarede jeg ham med næb og klør, for hvad vidste andre om hans smerte... Ikke en skid. Men jeg kunne godt se at han led...
Men hverdagen kom da... Og det blev for meget... Der stod jeg med en syg mand og 3 børn hvoraf de 2 mindste var under 2...
Jeg bankede i bordet og kæmpede med næb og klør, men lige meget hjalp det... Jeg indsendte skilsmisse papirene, men inden vi skulle i statsamtet, lovede han bod og bedring... For ungernes skyld fik han en chance mere...
Men det holdte kun kort... Kommunen gik ind og gav en hånd, i endnu et forsøg på at gøre situationen mere holdbar....
Jeg blev endnu engang gravid... Ikke det smarteste, men nu var det jo sket.... Jeg kæmpede som en sindsyg og energien ebbede langsomt ud af mig.....
Og så skete det... Jeg kunne ikke mere, nu havde jeg gjort mit og kæmpet uden at der skete noget ved det... Jeg søgte endnu engang skilsmisse... Og denne gang mente jeg det... VI var alle bedre tjent med at vi skiltes..
Det var hårdt, både fysisk og psykisk... Men livet blev mere holdbart... Han svigtede ungerne gang på gang. Og det var hårdt for dem og mig.
Jeg søgte kommunen om hjælp til at komme ud af nogle uholdbarelige situationer med ungerne.
Men det tager tid, imens knoklede jeg vidre med at få hverdagen til at fungere... Min graviditet gik langt bedre end nogle af de andre...
Så kom hjælpen endelig, og jeg gik igang med at arbejde på at skabe et bedre liv for ungerne og mig selv.
Men kort tid efter, fandt de ved en scanning at noget var galt... I næsten 2 uger ventede jeg på endnu en scanning, men den viste det samme som den sidste... Barnet havde en cyste eller noget, lige ved blæren.
Den overlæge der scannede mig, kunne godt forstå at jeg var nervøs og bange for mit barn, og da jeg alligevel var langt nok henne til at det var indenfor Termin, fik hun fødegangen til at sætte mig igang...
1½ time efter at de prikkede hul på fostervandet, fødte jeg endnu en pige... Dagen efter blev hun scannet og det viste sig heldigvis bare at være en stor blære pigen havde og jeg var den lykkeligste kvinde i verden.
Hverdagen kørte vidre, og arbejdet med at blive en bedre mor, begyndte også at glide, lige så stille frem. Jeg havde dog stadig store sammenstød med min Eks. mand. Men heldigvis kunne jeg låse døren.
Jeg begyndte så småt at kigge mig omkring på "markedet" efter en mand, det blev til mange forskellige partnere, dog mest sex-partnere....
Mine piger begyndte at reagerer i deres Daginstitutioner, og jeg kunne ikke se hvad der var skyld i dette, da jeg holdte dem udenfor disse mænd....
Så mødte jeg en utrolig sød og hensynsfuld mand. Han mødte mig der hvor jeg stod, og respekterede mig for den jeg var. Det var en helt ny oplevelse...
Og så reagerede min Eks. mand helt vildt.... Jeg endte med at flygte fra mit hjem, da han truede mig og var ved at slå min dør ind....
Min nye kæreste og jeg flyttede sammen i den anden ende af landet.... Jeg begyndte at blive inspireret af det alternative og for sidste gang stoppede jeg med at ryge hash.
Jeg begyndte at tage PC-kørekort og skulle til den første prøve, da hele verdenen kolapsede for mig.....
Jeg holdte op med at fungerer og måtte sygemeldes. Min læge satte mig på lykkepiller da han mente at jeg havde en depression. Og jeg fik en henvisning til Distrikt-psykiatrien....
Min Forhistorie 4
Jeg sidder med mit afgangsprojekt som jeg skal have færdig og tankerne om min onkel... Tanker jeg ikke kan slippe... Jeg kan simpelthen ikke få dem ud af mit hovedet og få koncentreret mig om mit projekt..
Enden bliver at jeg får fat i en psykolog der kan hypnose.... Jeg er nød til at finde ud af hvad der skete med mig i de år af min barndom som jeg absolut intet kan huske om.
Efter et par konsultationer, konkluderer psykologen at der er lukket land... Min underbevidsthed ville ikke ud med oplevelserne.... Mine følelser for den pågældende onkel tyder på at der er sket et overgreb, men karakteren af overgrebet, står i det uvisse.. Det eneste jeg har er mine følelser.... Men for mig er det nok....
Jeg kommer vidre i mit liv og med mit projekt... Jeg slutter min uddannelse og står med en flot karakter på 10.5.
Kort tid efter bryder min kæreste med mig og i den forbindelse oplever jeg mit første egentlige sammenbrud... Jeg er lammet af sorg, kan ikke tænke klart, kan ikke noget som helst....
Alligevel tager jeg ansvar for min datter.... Jeg sender hende 1 uge på ferie hos hendes mormor, for hun er ikke tjent med en mor der har det sådanne.... Så hellere en ferie....
Da ugen nærmer sig sin afslutning har jeg fået skabt kontakt til min tidligere SM-Partner. Han får sat hele mit system på plads.....
Og jeg begynder igen at fungere... (Set i bak-spejlet, så fik jeg straffet mig selv)
Jeg begynder at søge arbejde... Skal jo vidre med mit liv.... Der hvor jeg ender med at få job, var jeg til 3 samtaler før de endelig valgte mig.... Jeg kunne bare ikke fungere på jobbet, presset var alt for stort... Efter 1½ måned blev jeg sygemeldt i 1 måned pga. stress. Og blev så hurtigt fyret igen.....
Uden job igen, skulle jeg så finde ud af hvad nu.... Den ene måned tog den anden og ½ år var gået....
Så mødte jeg en sød og charmerende mand, han inviterede mig ud at spise sammen første gang alene, anden gang med min datter... Han var hensynsfuld, galant og en rigtig gentlemand... Vi begyndte at små-kæreste... Han skrev små kærlighedsbrev til mig dagligt.... Men efter 14 dage blev det for meget for mig... Følte ikke at jeg var kommet mig over min gamle kæreste og det gik for hurtigt.... Jeg sårede ham i den grad, men nu skulle jeg tænke lidt på mig selv....
En aften sidder jeg og chatter med en gammel ven, han kommer ud og den næste uge er vi fysisk og psykisk sammen, men også dette er forkert, jeg savnede pludselig den anden (Græsset er altid grønnere).
Jeg kontakter ham igen og vi prøver forfra.... Og så begyndte tingene at gå stærkt.... 14 dage efter frier han til mig.... Jeg er beruset af lykke... Tænk han elsker mig så højt at han vil giftes med mig....Og midt i det hele får jeg sagt ja. (WHAT!!)
7 dage efter, tropper jeg op på hans arbejde.... Han er glad for at se mig.... Men han bliver endnu mere glad, da jeg ligger en positiv graviditetstest foran ham.....
Han flytter med det samme ind hos mig og min datter.... Men vores forhold er meget stormfyldt og der går ikke mere end et par måneder, så smider jeg ham for porten... Jeg havde gjort mig tør/clean for nu lå der jo et andet menneske indeni mig.... Men han drak som et hul i jorden...
Jeg bliver indlagt med en styrtblødning, og er sikker på at det nu er slut.... Jeg søger trøst ved barnets far... Heldigvis overlever barnet... Barnets far og jeg begynder forfra, denne gang stille og roligt, der er ingen hastværk.... Jeg får en slem bækkenløsning der sender mig i rullestol... Dagligdagen er besværlig men alt ender godt...
8 dage efter termin bliver fødslen sat igang ved at provokerer og løsne forsterhinden... Psykisk er jeg færdig med at være gravid, kan ikke holde til det længere.... Min 2. datter kommer til verdenen efter en rimelig nem fødsel. Jeg er stadig kærester med hendes far, men vi bor ikke sammen...
Kort tid efter fødslen genoptager jeg hashen igen, men nu er alkoholen nede på et normalt forbrug, med lidt vin nu og da.
Jeg begynder at lege med tanken om at blive gift med ham...for trods vores sammenstød, ja så går det jo fint nok.... Nytårsaften frier jeg så til ham.... Med et... "Vil du giftes med mig, når vores datter skal døbes?" Og så skal tingene gå stærkt for få uger efter skal bryllupet så stå...
3 måneder efter bryllupet begynder jeg at få stærke migræne anfald, først et og så et til og jeg begynder så at lave et hovedpine skema... Det viser sig at omkring min mens. får jeg disse anfald og det bliver bare værre og værre... Jeg får noget der kan tage smerterne...
Kærligheden går bedre, vi er begge enige om at vi vil have mange børn..... Og 8 måneder efter bryllupet, smider jeg P.Pillerne... Der sker så det at mine migræne anfald forsvinder fuldkommen.... Det viste sig at være pillerne jeg ikke kunne tåle...
Igen ligger jeg hashen på hylden.
Jeg bliver hurtigt gravid. Og denne gang går det hele meget bedre. Jeg bliver dog fulgt tæt af lægerne. Men Psykisk er jeg hurtigt træt af at være gravid og min jordemoder, føler at det er bedst at barnet kommer ud.... Så 19 dage før termin provokerer og løsner hun fosterhinde på mig og jeg føder på kort tid en lille pige... Hun er så lille at jeg er nød til at købe specielt tøj til hende, da hun svømmer i str. 50.
Hun er ikke mere end 1 måned gammel, da Gemalen og jeg har et ordentligt sammenstød... Tilsidst vil jeg gå, med de 2 små tøser, da vi ikke kan komme ud af det igen... Da han nægter mig at gå med pigerne, forsøger jeg at komme til telefonen, der bliver revet ud af hånden på mig og ud af stikket.... Hvorefter han skubber mig ned i sofaen... Jeg har min anden datter på armen og både hun og jeg er meget forskrækket...... Han løfter armen op og truer med at slå mig hvis jeg ikke holder kæft.
Jeg kommer fri af hans greb og løber på strømpesokker over til min mor der bor i nærheden, sådanne at min stedfar kan hente mine børn væk fra ham.
2 dage efter kommer jeg hjem igen med pigerne.... Han har lovet bod og bedring....
(Og jeg var naiv nok til at stole på ham.)
Enden bliver at jeg får fat i en psykolog der kan hypnose.... Jeg er nød til at finde ud af hvad der skete med mig i de år af min barndom som jeg absolut intet kan huske om.
Efter et par konsultationer, konkluderer psykologen at der er lukket land... Min underbevidsthed ville ikke ud med oplevelserne.... Mine følelser for den pågældende onkel tyder på at der er sket et overgreb, men karakteren af overgrebet, står i det uvisse.. Det eneste jeg har er mine følelser.... Men for mig er det nok....
Jeg kommer vidre i mit liv og med mit projekt... Jeg slutter min uddannelse og står med en flot karakter på 10.5.
Kort tid efter bryder min kæreste med mig og i den forbindelse oplever jeg mit første egentlige sammenbrud... Jeg er lammet af sorg, kan ikke tænke klart, kan ikke noget som helst....
Alligevel tager jeg ansvar for min datter.... Jeg sender hende 1 uge på ferie hos hendes mormor, for hun er ikke tjent med en mor der har det sådanne.... Så hellere en ferie....
Da ugen nærmer sig sin afslutning har jeg fået skabt kontakt til min tidligere SM-Partner. Han får sat hele mit system på plads.....
Og jeg begynder igen at fungere... (Set i bak-spejlet, så fik jeg straffet mig selv)
Jeg begynder at søge arbejde... Skal jo vidre med mit liv.... Der hvor jeg ender med at få job, var jeg til 3 samtaler før de endelig valgte mig.... Jeg kunne bare ikke fungere på jobbet, presset var alt for stort... Efter 1½ måned blev jeg sygemeldt i 1 måned pga. stress. Og blev så hurtigt fyret igen.....
Uden job igen, skulle jeg så finde ud af hvad nu.... Den ene måned tog den anden og ½ år var gået....
Så mødte jeg en sød og charmerende mand, han inviterede mig ud at spise sammen første gang alene, anden gang med min datter... Han var hensynsfuld, galant og en rigtig gentlemand... Vi begyndte at små-kæreste... Han skrev små kærlighedsbrev til mig dagligt.... Men efter 14 dage blev det for meget for mig... Følte ikke at jeg var kommet mig over min gamle kæreste og det gik for hurtigt.... Jeg sårede ham i den grad, men nu skulle jeg tænke lidt på mig selv....
En aften sidder jeg og chatter med en gammel ven, han kommer ud og den næste uge er vi fysisk og psykisk sammen, men også dette er forkert, jeg savnede pludselig den anden (Græsset er altid grønnere).
Jeg kontakter ham igen og vi prøver forfra.... Og så begyndte tingene at gå stærkt.... 14 dage efter frier han til mig.... Jeg er beruset af lykke... Tænk han elsker mig så højt at han vil giftes med mig....Og midt i det hele får jeg sagt ja. (WHAT!!)
7 dage efter, tropper jeg op på hans arbejde.... Han er glad for at se mig.... Men han bliver endnu mere glad, da jeg ligger en positiv graviditetstest foran ham.....
Han flytter med det samme ind hos mig og min datter.... Men vores forhold er meget stormfyldt og der går ikke mere end et par måneder, så smider jeg ham for porten... Jeg havde gjort mig tør/clean for nu lå der jo et andet menneske indeni mig.... Men han drak som et hul i jorden...
Jeg bliver indlagt med en styrtblødning, og er sikker på at det nu er slut.... Jeg søger trøst ved barnets far... Heldigvis overlever barnet... Barnets far og jeg begynder forfra, denne gang stille og roligt, der er ingen hastværk.... Jeg får en slem bækkenløsning der sender mig i rullestol... Dagligdagen er besværlig men alt ender godt...
8 dage efter termin bliver fødslen sat igang ved at provokerer og løsne forsterhinden... Psykisk er jeg færdig med at være gravid, kan ikke holde til det længere.... Min 2. datter kommer til verdenen efter en rimelig nem fødsel. Jeg er stadig kærester med hendes far, men vi bor ikke sammen...
Kort tid efter fødslen genoptager jeg hashen igen, men nu er alkoholen nede på et normalt forbrug, med lidt vin nu og da.
Jeg begynder at lege med tanken om at blive gift med ham...for trods vores sammenstød, ja så går det jo fint nok.... Nytårsaften frier jeg så til ham.... Med et... "Vil du giftes med mig, når vores datter skal døbes?" Og så skal tingene gå stærkt for få uger efter skal bryllupet så stå...
3 måneder efter bryllupet begynder jeg at få stærke migræne anfald, først et og så et til og jeg begynder så at lave et hovedpine skema... Det viser sig at omkring min mens. får jeg disse anfald og det bliver bare værre og værre... Jeg får noget der kan tage smerterne...
Kærligheden går bedre, vi er begge enige om at vi vil have mange børn..... Og 8 måneder efter bryllupet, smider jeg P.Pillerne... Der sker så det at mine migræne anfald forsvinder fuldkommen.... Det viste sig at være pillerne jeg ikke kunne tåle...
Igen ligger jeg hashen på hylden.
Jeg bliver hurtigt gravid. Og denne gang går det hele meget bedre. Jeg bliver dog fulgt tæt af lægerne. Men Psykisk er jeg hurtigt træt af at være gravid og min jordemoder, føler at det er bedst at barnet kommer ud.... Så 19 dage før termin provokerer og løsner hun fosterhinde på mig og jeg føder på kort tid en lille pige... Hun er så lille at jeg er nød til at købe specielt tøj til hende, da hun svømmer i str. 50.
Hun er ikke mere end 1 måned gammel, da Gemalen og jeg har et ordentligt sammenstød... Tilsidst vil jeg gå, med de 2 små tøser, da vi ikke kan komme ud af det igen... Da han nægter mig at gå med pigerne, forsøger jeg at komme til telefonen, der bliver revet ud af hånden på mig og ud af stikket.... Hvorefter han skubber mig ned i sofaen... Jeg har min anden datter på armen og både hun og jeg er meget forskrækket...... Han løfter armen op og truer med at slå mig hvis jeg ikke holder kæft.
Jeg kommer fri af hans greb og løber på strømpesokker over til min mor der bor i nærheden, sådanne at min stedfar kan hente mine børn væk fra ham.
2 dage efter kommer jeg hjem igen med pigerne.... Han har lovet bod og bedring....
(Og jeg var naiv nok til at stole på ham.)
Min Forhistorie 3 Tillæg
I en alder af 21 år med en lille datter og på kontanthjælp, er der ikke så mange penge at rutte med..... Gode råd er dyre !!
Eller hvad ???
Jeg havde 5 faste bollevenner, så sex fik jeg når jeg havde brug for det... Det var en af disse der gav mig forbindelsen....
Jeg elskede at dyrke sex.... Gjorde mig intet at det var med fremmede fyre, og hvis jeg så samtidig kunne score kasse.... Ja så var der intet der holdte mig tilbage...
Scenen var sat og jeg blev ansat med det samme... Ingen problemer der....
Ved min første kunde, var jeg total uforberedt, havde ikke engang fundet en barnepige, men partneren sørgede for hende...Så hvorfor ikke... At der kom til at gå 5 timer, før jeg kom derfra, var en stor overraskelse....
Bagefter tænkte jeg... Hold da helt kæft... Det her var jo nemt og selvom at jeg skulle betale til mutter og chaufføren, ja så var der massere af penge tilbage til mig... Nu skulle min datter og jeg rigtig nyde livet....
Fremover sørgede jeg selvfølgelig for barnepige, når jeg havde vagt... 1 eneste gang blev jeg afvist af en kunde, men ellers gik det som fod i hose....
Men efter en måned var jeg færdig... Psykisk kunne jeg desværre ikke holde til det... Igen følte jeg mig misbrugt.... Selvom at jeg ikke kunne forstå det... For jeg havde jo i den grad selv valgt det.... Jeg forsatte selvom at det var hårdt.... Valget var jo mit eget..
Så var det at jeg mødte fyren fra bussen.... Og så fik piben en anden lyd... Færdig slut var det med den omgang....
Lige siden har jeg, hver gang jeg har skulle møde en kærestes familie, været skrækslagen for at stå ansigt til ansigt med en tidligere kunde....
Forstillingen om at det skulle ske, har været så skræmmende....At jeg nogle gange har været et nervevrag inden jeg skulle møde min svigerfamilie....
BPD
N.B. Tillæg til 3. del
Eller hvad ???
Jeg havde 5 faste bollevenner, så sex fik jeg når jeg havde brug for det... Det var en af disse der gav mig forbindelsen....
Jeg elskede at dyrke sex.... Gjorde mig intet at det var med fremmede fyre, og hvis jeg så samtidig kunne score kasse.... Ja så var der intet der holdte mig tilbage...
Scenen var sat og jeg blev ansat med det samme... Ingen problemer der....
Ved min første kunde, var jeg total uforberedt, havde ikke engang fundet en barnepige, men partneren sørgede for hende...Så hvorfor ikke... At der kom til at gå 5 timer, før jeg kom derfra, var en stor overraskelse....
Bagefter tænkte jeg... Hold da helt kæft... Det her var jo nemt og selvom at jeg skulle betale til mutter og chaufføren, ja så var der massere af penge tilbage til mig... Nu skulle min datter og jeg rigtig nyde livet....
Fremover sørgede jeg selvfølgelig for barnepige, når jeg havde vagt... 1 eneste gang blev jeg afvist af en kunde, men ellers gik det som fod i hose....
Men efter en måned var jeg færdig... Psykisk kunne jeg desværre ikke holde til det... Igen følte jeg mig misbrugt.... Selvom at jeg ikke kunne forstå det... For jeg havde jo i den grad selv valgt det.... Jeg forsatte selvom at det var hårdt.... Valget var jo mit eget..
Så var det at jeg mødte fyren fra bussen.... Og så fik piben en anden lyd... Færdig slut var det med den omgang....
Lige siden har jeg, hver gang jeg har skulle møde en kærestes familie, været skrækslagen for at stå ansigt til ansigt med en tidligere kunde....
Forstillingen om at det skulle ske, har været så skræmmende....At jeg nogle gange har været et nervevrag inden jeg skulle møde min svigerfamilie....
BPD
N.B. Tillæg til 3. del
Min Forhistorie 3 Sidebemærkning
Indtil min datter var ca 1½ år gammel, holdte jeg mig tør/clean, men begyndte så langsomt at drikke lidt igen og siden begyndte jeg også at ryge hash igen...
Det var ikke hele tiden, men sådanne on/off i perioder....
Det var ikke hele tiden, men sådanne on/off i perioder....
Min Forhistorie 3
Vel hjemme hos min far begyndte jeg at forberede mig på at skulle være ung enlig mor..
Jeg kunne under graviditeten styre min angst... Ihverfalde den om at kaste op... Så jeg fik spist ordentligt... Min angst for at være sammen med andre mennesker, påvirkede stadig min hverdag. Alkoholen og hashen var pænt lagt på hylden. Og jeg trives med at være gravid...
Graviditeten går fint, indtil jeg er 20 uger henne...Så begynder der første problemer at melde sig.... Alt for mange veer, samt en begyndende bækkenløsning, men det falder hurtigt til ro igen.... På sommerferie med min far, får jeg pludselig veer.... Alt for tidligt, og bliver indlagt på et fremmede sygehus... Da jeg først har fået stoppet veerne, insisterer jeg på at komme hjem dagen efter... Lægerne frigiver mig, men giver mig meget kontant besked på at det er på egen risiko... Men jeg vil ikke ligge der... Jeg vil hjem med min far og Bonusmor. Jeg lover at tage på sygehus dagen efter, når jeg er kommet hjem igen...
Dagen efter bliver jeg så indlagt igen og kommer ikke ud af sygehus før der er gået 6 uger. Det meste af tiden er jeg "bundet" til sengen... Da jeg tilsidst bliver flyttet ud fra min 2 mands stue ind på en 6 mands stue, knækker filmen....
Jeg kan simpelthen ikke mere... Jeg er heldigvis så langt henne nu, at det er sikkert at udskrive mig.
Fødslen går igang til tiden.... Men det bliver en meget lang og smertefuld fødsel. Da min datter bliver født, er hun også fuldkommen udmattet, og indtager ikke ilt nok... Hun når lige at ramme mit maveskind, da hun bliver revet væk fra mig.... Heldigvis var det ikke værre end at hun lige skulle have en hjælpende hånd, og hun blev lagt i mine arme 5-10 min. efter.
MEN der var det slået klik indeni mig.... Jeg var sikker på at jeg ikke skulle få lov til at beholde hende.... Var sikker på at hun skulle dø fra mig. Jeg havde hende i mine arme, i den tid det tog min far, at tage 2 billeder af os... Så rakte jeg hende over til hendes mormor. Jeg var bange... Rædselslagen, jeg var bange for at hvis jeg holdte hende, ville jeg knytte mig til hende.... Og det turde jeg simpelthen ikke..... "Jeg skulle jo miste hende".
Det tog mig 1 times tid at komme mig over chokket, og jeg fik min datter over i mine arme. Jeg begyndte at knytte mig til hende og mistede hende selvfølgelig ikke...
Jeg boede hos min mor, de første 8 mdr. efter fødslen, og fik så min egen lille 2 værelses lejlighed. Angsten for at være sammen med andre mennesker var der stadig og angsten for at kaste op, fik et ordentligt los i røven efter fødslen... Og udviklede sig til en rigtig spiseforstyrrelse... Jeg spiste mindre og mindre... Da min datter var 1 år, var jeg med mine 170 cm. nede på 45 kg.
Jeg blev tilbudt noget gruppeterapi sammen med andre der havde angst... Jeg var der 1 gang, for jeg kunne ikke overskue det.... Jeg var kommet så langt til at, jeg kunne komme ud og handle og gå ude, så længe jeg ikke var fast-holdt i en situation (eks. kø) og da jeg overfor en anden i gruppen, fortalte hvordan jeg var kommet dertil, var responsen var terapeuten, at det var der ingen grund til at sige, for selvom at den hjalp på mig var det ikke det samme som at det hjalp på andre...
Personligt har jeg det sådanne at jeg ikke går ind i noget gruppeterapi, for passivt at lytte til hvad andre siger, men for aktivt at hjælpe mig selv, men også give andre en mulighed for at høre hvad jeg gør.... Jeg følte at terapeuten dunkede mig oveni hovedet, og det var ikke det jeg havde brug for....
Jeg begyndte hos en psykiater... Så længe jeg holdte ved samtalerne gik det ok, men heller ikke mere end ok... hvis jeg stoppede hos hende, koksede hele verdenen omkring mig.
I 1994 stødte jeg på en SM-fyr, og blev blev fuldkommen grebet af det.... Af en for mig, på det tidspunkt, ukendt årsag, virkede det meget bedre end terapien.... Jo hårdere jo bedre....
Og pludselig var jeg så langt at jeg kunne starte på en uddannelse... På min rejse frem til mit uddannelses-sted, stødte jeg på en køn fyr... Vi smilede til hinanden mange morgener i træk, og til sidst tog jeg mig sammen og stak ham mit telefon nummer, idet han steg ud af bussen....
Han ringede og jeg var lykkelig... Endelig en fyr der var sød ved mig... Efter ½ år flyttede vi sammen, og for en stund var alt godt.
Jeg begyndte på den sidste del af min uddannelse, hvor jeg bla. skulle lave det projekt, som jeg skulle op og forsvare til eksamen.
En dag på vej hjem sætter jeg mig ind i S-toget, der er ingen andre end mig i vognen, men lige inden der blev fløjtet, hopper en mand ind og sætter sig skråt overfor mig... Da toget køre, trækker han sit lem ud af bukserne og begynder at ornanerer.... Jeg aner ikke hvad der sker med mig, men hele mit hovede er et stort kaos... Han truede mig ikke på nogen måde, sad bare der... Men jeg følte mig i den grad krænket. Ved næste station stiger jeg af og ind går ind i vognen efter... Jeg ryster over hele kroppen, da jeg gangen efter skal af toget, går jeg ind til personalet på stationen og anmelder ham.
Da jeg kommer hjem ringer jeg både til kæresten og til min mor, alt muligt lort fucker mit hoved op, kan ikke tænke klart... Hvad pokker sker der med mig.... Nu er det ikke fordi at jeg er sippet eller noget... Hvorfor fanden reagere jeg så, så vildt ??????
Dagen efter sidder kæresten og jeg hjemme hos min mor.. Der blev min verden endnu mere smadret....
Min mor fortæller at siden jeg reagerede SÅ kraftigt, syntes hun at jeg skulle have noget afvide.... Man mistænker at min onkel (ikke ham fra det andet indlæg) var glad for små piger, det kunne være at jeg skulle finde ud af om han havde rørt mig...
Jeg bryder fuldkommen sammen.... Og høre en lille lille pige skrige "Hjælp mig mor, hvorfor hjælper du mig ikke mor".
Jeg kunne under graviditeten styre min angst... Ihverfalde den om at kaste op... Så jeg fik spist ordentligt... Min angst for at være sammen med andre mennesker, påvirkede stadig min hverdag. Alkoholen og hashen var pænt lagt på hylden. Og jeg trives med at være gravid...
Graviditeten går fint, indtil jeg er 20 uger henne...Så begynder der første problemer at melde sig.... Alt for mange veer, samt en begyndende bækkenløsning, men det falder hurtigt til ro igen.... På sommerferie med min far, får jeg pludselig veer.... Alt for tidligt, og bliver indlagt på et fremmede sygehus... Da jeg først har fået stoppet veerne, insisterer jeg på at komme hjem dagen efter... Lægerne frigiver mig, men giver mig meget kontant besked på at det er på egen risiko... Men jeg vil ikke ligge der... Jeg vil hjem med min far og Bonusmor. Jeg lover at tage på sygehus dagen efter, når jeg er kommet hjem igen...
Dagen efter bliver jeg så indlagt igen og kommer ikke ud af sygehus før der er gået 6 uger. Det meste af tiden er jeg "bundet" til sengen... Da jeg tilsidst bliver flyttet ud fra min 2 mands stue ind på en 6 mands stue, knækker filmen....
Jeg kan simpelthen ikke mere... Jeg er heldigvis så langt henne nu, at det er sikkert at udskrive mig.
Fødslen går igang til tiden.... Men det bliver en meget lang og smertefuld fødsel. Da min datter bliver født, er hun også fuldkommen udmattet, og indtager ikke ilt nok... Hun når lige at ramme mit maveskind, da hun bliver revet væk fra mig.... Heldigvis var det ikke værre end at hun lige skulle have en hjælpende hånd, og hun blev lagt i mine arme 5-10 min. efter.
MEN der var det slået klik indeni mig.... Jeg var sikker på at jeg ikke skulle få lov til at beholde hende.... Var sikker på at hun skulle dø fra mig. Jeg havde hende i mine arme, i den tid det tog min far, at tage 2 billeder af os... Så rakte jeg hende over til hendes mormor. Jeg var bange... Rædselslagen, jeg var bange for at hvis jeg holdte hende, ville jeg knytte mig til hende.... Og det turde jeg simpelthen ikke..... "Jeg skulle jo miste hende".
Det tog mig 1 times tid at komme mig over chokket, og jeg fik min datter over i mine arme. Jeg begyndte at knytte mig til hende og mistede hende selvfølgelig ikke...
Jeg boede hos min mor, de første 8 mdr. efter fødslen, og fik så min egen lille 2 værelses lejlighed. Angsten for at være sammen med andre mennesker var der stadig og angsten for at kaste op, fik et ordentligt los i røven efter fødslen... Og udviklede sig til en rigtig spiseforstyrrelse... Jeg spiste mindre og mindre... Da min datter var 1 år, var jeg med mine 170 cm. nede på 45 kg.
Jeg blev tilbudt noget gruppeterapi sammen med andre der havde angst... Jeg var der 1 gang, for jeg kunne ikke overskue det.... Jeg var kommet så langt til at, jeg kunne komme ud og handle og gå ude, så længe jeg ikke var fast-holdt i en situation (eks. kø) og da jeg overfor en anden i gruppen, fortalte hvordan jeg var kommet dertil, var responsen var terapeuten, at det var der ingen grund til at sige, for selvom at den hjalp på mig var det ikke det samme som at det hjalp på andre...
Personligt har jeg det sådanne at jeg ikke går ind i noget gruppeterapi, for passivt at lytte til hvad andre siger, men for aktivt at hjælpe mig selv, men også give andre en mulighed for at høre hvad jeg gør.... Jeg følte at terapeuten dunkede mig oveni hovedet, og det var ikke det jeg havde brug for....
Jeg begyndte hos en psykiater... Så længe jeg holdte ved samtalerne gik det ok, men heller ikke mere end ok... hvis jeg stoppede hos hende, koksede hele verdenen omkring mig.
I 1994 stødte jeg på en SM-fyr, og blev blev fuldkommen grebet af det.... Af en for mig, på det tidspunkt, ukendt årsag, virkede det meget bedre end terapien.... Jo hårdere jo bedre....
Og pludselig var jeg så langt at jeg kunne starte på en uddannelse... På min rejse frem til mit uddannelses-sted, stødte jeg på en køn fyr... Vi smilede til hinanden mange morgener i træk, og til sidst tog jeg mig sammen og stak ham mit telefon nummer, idet han steg ud af bussen....
Han ringede og jeg var lykkelig... Endelig en fyr der var sød ved mig... Efter ½ år flyttede vi sammen, og for en stund var alt godt.
Jeg begyndte på den sidste del af min uddannelse, hvor jeg bla. skulle lave det projekt, som jeg skulle op og forsvare til eksamen.
En dag på vej hjem sætter jeg mig ind i S-toget, der er ingen andre end mig i vognen, men lige inden der blev fløjtet, hopper en mand ind og sætter sig skråt overfor mig... Da toget køre, trækker han sit lem ud af bukserne og begynder at ornanerer.... Jeg aner ikke hvad der sker med mig, men hele mit hovede er et stort kaos... Han truede mig ikke på nogen måde, sad bare der... Men jeg følte mig i den grad krænket. Ved næste station stiger jeg af og ind går ind i vognen efter... Jeg ryster over hele kroppen, da jeg gangen efter skal af toget, går jeg ind til personalet på stationen og anmelder ham.
Da jeg kommer hjem ringer jeg både til kæresten og til min mor, alt muligt lort fucker mit hoved op, kan ikke tænke klart... Hvad pokker sker der med mig.... Nu er det ikke fordi at jeg er sippet eller noget... Hvorfor fanden reagere jeg så, så vildt ??????
Dagen efter sidder kæresten og jeg hjemme hos min mor.. Der blev min verden endnu mere smadret....
Min mor fortæller at siden jeg reagerede SÅ kraftigt, syntes hun at jeg skulle have noget afvide.... Man mistænker at min onkel (ikke ham fra det andet indlæg) var glad for små piger, det kunne være at jeg skulle finde ud af om han havde rørt mig...
Jeg bryder fuldkommen sammen.... Og høre en lille lille pige skrige "Hjælp mig mor, hvorfor hjælper du mig ikke mor".
Min Forhistorie 2 Sidebemærkning
Jeg glemte helt at, da jeg var færdig med de 20 uger på Tek. 1. og lige var begyndt på Tek. 2. Havde jeg det skidt en morgen, måtte ud på toilettet og kaste op.... Dagen efter var det, det samme... Det var ikke fordi at jeg var syg, i fysisk forstand...
Pludselig blev jeg bange for at kaste op...Så jeg begyndte kun at spise når jeg følte mig helt tryg.... Jeg spiste mindre og mindre og kun ganske lidt når kæresten og jeg var alene.
En dag da jeg var nede og købe ind, ramte panikken mig hårdt... Mit hjerte bankede sindsygt, jeg frøs, men samtidig løb sveden ned ad mig og jeg rystede over hele kroppen..... Var sikker på at nu skulle jeg dø.
Kæresten forstod intet overhoved, og mente bare at jeg skulle tage mig sammen... Og jeg prøvede... Jeg prøvede virkelig, men det hjalp ikke noget... Jeg begyndte at indrette min hverdag efter angsten.... Både angsten for at kaste op, men også angsten for at være ude blandt andre mennesker....
Og det var alt dette der gjorde at mit forhold braste....
Pludselig blev jeg bange for at kaste op...Så jeg begyndte kun at spise når jeg følte mig helt tryg.... Jeg spiste mindre og mindre og kun ganske lidt når kæresten og jeg var alene.
En dag da jeg var nede og købe ind, ramte panikken mig hårdt... Mit hjerte bankede sindsygt, jeg frøs, men samtidig løb sveden ned ad mig og jeg rystede over hele kroppen..... Var sikker på at nu skulle jeg dø.
Kæresten forstod intet overhoved, og mente bare at jeg skulle tage mig sammen... Og jeg prøvede... Jeg prøvede virkelig, men det hjalp ikke noget... Jeg begyndte at indrette min hverdag efter angsten.... Både angsten for at kaste op, men også angsten for at være ude blandt andre mennesker....
Og det var alt dette der gjorde at mit forhold braste....
Min Forhistorie 2
Da valget om at tage "et smut" til Jylland, var taget.. Skulle det hele pludselig gå stærkt, for næste morgen, skulle jeg afsted....
Ud over at skulle have pakket en taske, skulle jeg efter midnat igang med at skaffe nogle vare hjem... De der 7-14 dage skulle jeg jo være dækket ind....
Hashen fik jeg hurtigt klaret... Men jeg ville have mere... Fik fat i en "Kammerat" der hurtigt kunne skaffe noget hjem.... Men han svigtede..... Eller gjorde han nu også det... Han var godt nok den første der skaffede mig et trip på speed.... Men han var også en der hele tiden slog mig oveni hovedet for at jeg ikke skulle tage mere..
Så set i bak-spejlet.... Så svigtede han ikke... Men han viste mig at han var en rigtig kammerat....
Ovre i et mørke mørke Jylland, var der knap gået en uge, så var jeg tørlagt... Havde ellers gjort hvad jeg kunne for at få det til at række så langt som muligt... Men pludselig var æsken med Hashen gabende tom.....
På den første uge havde jeg allerede fundet mig en kæreste... Men han var ikke helt så gammel som jeg og heller ikke så fremme i skoen... Da jeg havde været fuldkommen clean i 18 timer.... Endte det forhold i et brag.... Det lykkes mig endda at forsøge at sparke til en sten.... Men endte med at ramme kantstenen og få en mega kraftig forstuvning i foden...
Rimelig meget overstået alle abstinenser, BANG, manden (igen, igen og igen) hold da kæft hvor var han skøn.... Min fætters kammerat....
1 mdr. senere ændrede jeg så bopæl og boede nu på landet lige syd for Ålborg. Det var noget af et miljø skifte.... Sådanne en Kjøbenhavner-Tøs derude hvor mågerne har madpakke med....
1 år og 4 måneder boede jeg der... Til at starte med, var alt fint..... Jeg forsøgte at få den 10. klasse jeg var sprunget fra... Men der var langt fra mine 17/18 år, ned til den special klasse der gik fra 8-10. klasse.... Så hoppede hurtigt fra igen...
Var lige fyldt 18 år, da jeg startede på Teknisk Skole, det der hedder Tek. 1, det gik faktisk fint... Fandt endelig ud af hvad Matematik var for noget *LOL* Desværre fulgte der et par, ikke så heldige, bekendskaber med. Og Hash var igen en del af min hverdag... Lyn hurtigt fulgte et alkohol forbrug med...
Efteråret kom og jeg ville snart fylde 19 år.... Jeg kæmpede for at redde mit fohold, fik stoppet alt der hed alkohol og Hash, men lige meget hjalp det...
Forholdet led frygteligt....
Jeg var lige fyldt 19 år og var lige begyndt på P.Piller, da vi endte det en mørk søndag eftermiddag...l. Jeg fik aftalt med min bror at han med en trailer hentede mig tilbage til Sjælland....
Torsdag morgen gik jeg til lægen...... Og pludselig var jeg sendt helt op i skyerne..... Måske jeg kunne redde mit forhold med denne nyhed.... Åhhhh han ville da virkelig blive lykkelig...... Han måtte blive lige så beruset af lykke, som jeg var.......
SLAM BAM, tag den tøs..... Det blev han ikke.... Men i det mindste havde jeg fra starten af vores forhold sagt "Gør du mig gravid...Så bliver du Far. Jeg skal ikke igennem en Abort mere"..
Og det var lige præcis, hvad jeg var..... Selvfølgelig gik det ikke stille for sig...Vores kærlighed var død.... Eller nærmere... Hans kærlighed var fuldkommen død.... Far det ville han ihverfalde ikke være.....
Det sidste jeg husker at han sagde var "Jeg giver dig 100.000 kr. for at få det fjernet". Derefter husker jeg intet af hvad han ellers sagde....
Min Faster og Onkel hjalp mig videre.... Jeg fik en billet hjem til min far....
Hjem til en sikker havn...
N.B.
Min Faster og Onkel, var og er nogle helt specielle mennesker, de har taget sig af mig, på godt og ondt... De har altid været der for mig, og har jeg haft brug for en pause, har deres dør altid stået åben.
Min Onkel er draget bort, men han ved, hvilken plads han har i mit hjerte....
Min Faster, kalder jeg stadig Faster, men i mit hjerte vil hun altid være min Plejemor.
Ud over at skulle have pakket en taske, skulle jeg efter midnat igang med at skaffe nogle vare hjem... De der 7-14 dage skulle jeg jo være dækket ind....
Hashen fik jeg hurtigt klaret... Men jeg ville have mere... Fik fat i en "Kammerat" der hurtigt kunne skaffe noget hjem.... Men han svigtede..... Eller gjorde han nu også det... Han var godt nok den første der skaffede mig et trip på speed.... Men han var også en der hele tiden slog mig oveni hovedet for at jeg ikke skulle tage mere..
Så set i bak-spejlet.... Så svigtede han ikke... Men han viste mig at han var en rigtig kammerat....
Ovre i et mørke mørke Jylland, var der knap gået en uge, så var jeg tørlagt... Havde ellers gjort hvad jeg kunne for at få det til at række så langt som muligt... Men pludselig var æsken med Hashen gabende tom.....
På den første uge havde jeg allerede fundet mig en kæreste... Men han var ikke helt så gammel som jeg og heller ikke så fremme i skoen... Da jeg havde været fuldkommen clean i 18 timer.... Endte det forhold i et brag.... Det lykkes mig endda at forsøge at sparke til en sten.... Men endte med at ramme kantstenen og få en mega kraftig forstuvning i foden...
Rimelig meget overstået alle abstinenser, BANG, manden (igen, igen og igen) hold da kæft hvor var han skøn.... Min fætters kammerat....
1 mdr. senere ændrede jeg så bopæl og boede nu på landet lige syd for Ålborg. Det var noget af et miljø skifte.... Sådanne en Kjøbenhavner-Tøs derude hvor mågerne har madpakke med....
1 år og 4 måneder boede jeg der... Til at starte med, var alt fint..... Jeg forsøgte at få den 10. klasse jeg var sprunget fra... Men der var langt fra mine 17/18 år, ned til den special klasse der gik fra 8-10. klasse.... Så hoppede hurtigt fra igen...
Var lige fyldt 18 år, da jeg startede på Teknisk Skole, det der hedder Tek. 1, det gik faktisk fint... Fandt endelig ud af hvad Matematik var for noget *LOL* Desværre fulgte der et par, ikke så heldige, bekendskaber med. Og Hash var igen en del af min hverdag... Lyn hurtigt fulgte et alkohol forbrug med...
Efteråret kom og jeg ville snart fylde 19 år.... Jeg kæmpede for at redde mit fohold, fik stoppet alt der hed alkohol og Hash, men lige meget hjalp det...
Forholdet led frygteligt....
Jeg var lige fyldt 19 år og var lige begyndt på P.Piller, da vi endte det en mørk søndag eftermiddag...l. Jeg fik aftalt med min bror at han med en trailer hentede mig tilbage til Sjælland....
Torsdag morgen gik jeg til lægen...... Og pludselig var jeg sendt helt op i skyerne..... Måske jeg kunne redde mit forhold med denne nyhed.... Åhhhh han ville da virkelig blive lykkelig...... Han måtte blive lige så beruset af lykke, som jeg var.......
SLAM BAM, tag den tøs..... Det blev han ikke.... Men i det mindste havde jeg fra starten af vores forhold sagt "Gør du mig gravid...Så bliver du Far. Jeg skal ikke igennem en Abort mere"..
Og det var lige præcis, hvad jeg var..... Selvfølgelig gik det ikke stille for sig...Vores kærlighed var død.... Eller nærmere... Hans kærlighed var fuldkommen død.... Far det ville han ihverfalde ikke være.....
Det sidste jeg husker at han sagde var "Jeg giver dig 100.000 kr. for at få det fjernet". Derefter husker jeg intet af hvad han ellers sagde....
Min Faster og Onkel hjalp mig videre.... Jeg fik en billet hjem til min far....
Hjem til en sikker havn...
N.B.
Min Faster og Onkel, var og er nogle helt specielle mennesker, de har taget sig af mig, på godt og ondt... De har altid været der for mig, og har jeg haft brug for en pause, har deres dør altid stået åben.
Min Onkel er draget bort, men han ved, hvilken plads han har i mit hjerte....
Min Faster, kalder jeg stadig Faster, men i mit hjerte vil hun altid være min Plejemor.
Min Forhistorie 1 Sidebemærkning
Mit møde med gaden, endte med at blive et trappetrin på Halmtorvet...
Jeg var ikke klædt som en luder, men årsagen til at jeg var der var åbenbart klar nok. Stille og roligt begyndte kunderne at dukke op...
Jeg havde en mega stor fordel fremfor de andre.... Jeg var 16 år og jeg fik aldrig et hærget udseende, trods stofferne...
Men det var dybt krænkende for mig.. Jeg havde ingen tillid til omverdenen... Og så satte jeg mig ind i forskellige mænds biler.... De kørte lidt og så ind på en øde parkeringsplads..
Min første kunde var hurtigt overstået... Han ønskede blot oralsex...
Den næste endnu hurtigere og ham kunne jeg også klare, uden at føle mig krænket..
Han ville blot røre ved mig, mens han selv klarede jobbet... Her tænkte jeg Piece of cake, lad mig få flere af den slags...
Så var der de hurtige knald og mine sidste kunder, var også dem der fik mig væk fra gaden igen.... De kom 4 mænd i en bil, fremmedherkomst... Lovede en slat penge og en masse at ryge på... Jeg var trængende... Så sagt som gjort.... Men de snød mig tilgengæld også....
4 mænd på skift og uden gummi.... Hvor dum har man lov at være ?.... Jeg endte skæv og alene, med 400 kr. og en klump hash i lommen..... Følte mig i den grad røvrendt....
Efter den omgang kom jeg ikke tilbage.... Så var det sku nemmere at knalde med forskellige pushere.... Det kom der som regel meget mere ud af...
Jeg var ikke klædt som en luder, men årsagen til at jeg var der var åbenbart klar nok. Stille og roligt begyndte kunderne at dukke op...
Jeg havde en mega stor fordel fremfor de andre.... Jeg var 16 år og jeg fik aldrig et hærget udseende, trods stofferne...
Men det var dybt krænkende for mig.. Jeg havde ingen tillid til omverdenen... Og så satte jeg mig ind i forskellige mænds biler.... De kørte lidt og så ind på en øde parkeringsplads..
Min første kunde var hurtigt overstået... Han ønskede blot oralsex...
Den næste endnu hurtigere og ham kunne jeg også klare, uden at føle mig krænket..
Han ville blot røre ved mig, mens han selv klarede jobbet... Her tænkte jeg Piece of cake, lad mig få flere af den slags...
Så var der de hurtige knald og mine sidste kunder, var også dem der fik mig væk fra gaden igen.... De kom 4 mænd i en bil, fremmedherkomst... Lovede en slat penge og en masse at ryge på... Jeg var trængende... Så sagt som gjort.... Men de snød mig tilgengæld også....
4 mænd på skift og uden gummi.... Hvor dum har man lov at være ?.... Jeg endte skæv og alene, med 400 kr. og en klump hash i lommen..... Følte mig i den grad røvrendt....
Efter den omgang kom jeg ikke tilbage.... Så var det sku nemmere at knalde med forskellige pushere.... Det kom der som regel meget mere ud af...
Min Forhistorie 1
Alt hvad jeg kan huske af mit liv, så har det været en stor rutschebane-tur..
Fra total vildt lykke til dybt dybt nede i kælderen... Dette kunne ske indenfor den samme time.. Men ofte inden for et par dage...
Den følelse der holde kortest tid var lykken..
Men for kort at fortælle om mit liv så......
Som 10 årig røg jeg min første smøg, da jeg blev konfirmeret røg jeg 20 om dagen.
Som 12 årig blev mine forældre heldigvis skilt.
Min sexuelle debut havde jeg som 14 årig, og ret hurtig fandt jeg ud af at der var noget jeg var god til...Og noget hvor jeg kunne få noget "Kærlighed" på.
Det var også som 14 årig at jeg stiftede bekendskab med Hash for første gang og det blev desværre ikke den sidste gang... Den samme sommer som jeg begyndte på at ryge Hash, blev også der hvor jeg sniffede lightergas og begyndte at drikke mere end blot i weekenden.
En virkelige dårlig sammensætning, som gav de "forkerte" venner.
Det var starts-skuddet til 3 heftige år, der stod på Ungdomspension og udsmidning fra samme. Speed i store mængder og alt muligt andet der kunne give mig en pause for den tomhed, der fyldte mit indre...
Alt dette koster jo penge, i starten lånte jeg penge af min far, (som senere har fortalt at han lånte mig pengene for at holde mig fra gaden)(Elsker dig for det Far, du har min dybeste respekt) men af frygt for at min far skulle opdage hvor slemt det egentlig var med mig, ja så endte jeg på gaden..
I løbet af 14 dage, sagde jeg farvel til en temmelig voldlig kæreste, startede på gaden og begyndte med en anden kæreste. På gaden fik jeg en kunde der ikke ønskede at bruge gummi, men som betalte godt, både kontant og med stoffer...
Det u-undgåelige skete, jeg blev gravid...
Sjovt nok, kunne jeg som 16 årig ikke få mig selv til at få en abort (Hold kæft en gang egoisme) Så lige indtil at det næsten var for sent kæmpede jeg mod mine forældre, for jeg ville beholde barnet... Set i bak-spejlet ville jeg have muligheden for at rette op på mine forældres manglende kærlighed og omsorg.
Dagen hvor jeg fik svar på graviditetsprøven står lysende klar for mig den dag i dag. Det var den ultimative lykke, jeg holdte øjeblikkeligt op med at indtage noget som helst der kunne være skadeligt. Men endnu engang holdte lykken kort.
Jeg fik af en læge besked på at mit stofskifte var så meget i lort, at der kun ville være 30% chance for at barnet ville blive normalt...
Se der var en besked jeg kunne forstå.... Min mor græd af lykke da jeg fortalte hende at jeg ville få barnet fjernet... (Det had der opstod indeni mig overfor hende den dag var overvældende)
Aborten blev udløsningen på en større lavine af møg.... Jeg hadet mig selv så forfærdelig meget, jeg kunne simpelthen ikke holde mig selv ud.... Mit misbrug blev endnu større, det eneste jeg aldrig gjorde var sprøjten, men hvad jeg ellers puttede i hovedet, på den ene eller anden måde, aner jeg den dag i dag overhoved ikke....
Jeg havde også mere brug for kærlighed, end nogensinde før, men der var ikke nogen der kunne give mig den... Så hver dag, sad jeg flere gange om dagen på træfpunktet (0059), og lavede frække aftaler med mænd, vi kørte en tur og havde sex. Den korte tid mens vi dyrkede sex i en bil, det var de øjeblikke hvor jeg følte mig elsket. Jeg levede for disse øjeblikke og rusen af stofferne.
Jeg ved fra min Far at han søgte kommunens hjælp, men da jeg selv sagde nej til en indlæggelse på ungdomspsykiatrisk, var jeg udenfor rækkevidde. Det er lidt underligt at tænke på at jeg som 16/17 årig var opgivet af kommunen, jeg ville aldrig blive til noget og jeg ville nok heller ikke blive voksen...
Om sommeren da jeg var 17 år, blev min Far gift igen, med en pragtfuld Kvinde. Brylluppet kom jeg igennem uden alt for mange stoffer. Var ude og ryge Hash en del gange og der røg en del bajer ned, men ellers holdte jeg mig på måtten... Det følte jeg, et eller andet sted, at jeg skyldte dem begge...
Brylluppet blev en STOR milepæl i mit liv. Jeg fik et tilbud jeg heldigvis ikke kunne sige nej til...
Jeg blev af min faster og onkel tilbudt at komme med dem hjem, på en lille ferie...
Set i bak-spejlet var det mere end blot valget om at tage med dem på ferie.... Det var her jeg traf valget imellem Livet eller døden.
Fra total vildt lykke til dybt dybt nede i kælderen... Dette kunne ske indenfor den samme time.. Men ofte inden for et par dage...
Den følelse der holde kortest tid var lykken..
Men for kort at fortælle om mit liv så......
Som 10 årig røg jeg min første smøg, da jeg blev konfirmeret røg jeg 20 om dagen.
Som 12 årig blev mine forældre heldigvis skilt.
Min sexuelle debut havde jeg som 14 årig, og ret hurtig fandt jeg ud af at der var noget jeg var god til...Og noget hvor jeg kunne få noget "Kærlighed" på.
Det var også som 14 årig at jeg stiftede bekendskab med Hash for første gang og det blev desværre ikke den sidste gang... Den samme sommer som jeg begyndte på at ryge Hash, blev også der hvor jeg sniffede lightergas og begyndte at drikke mere end blot i weekenden.
En virkelige dårlig sammensætning, som gav de "forkerte" venner.
Det var starts-skuddet til 3 heftige år, der stod på Ungdomspension og udsmidning fra samme. Speed i store mængder og alt muligt andet der kunne give mig en pause for den tomhed, der fyldte mit indre...
Alt dette koster jo penge, i starten lånte jeg penge af min far, (som senere har fortalt at han lånte mig pengene for at holde mig fra gaden)(Elsker dig for det Far, du har min dybeste respekt) men af frygt for at min far skulle opdage hvor slemt det egentlig var med mig, ja så endte jeg på gaden..
I løbet af 14 dage, sagde jeg farvel til en temmelig voldlig kæreste, startede på gaden og begyndte med en anden kæreste. På gaden fik jeg en kunde der ikke ønskede at bruge gummi, men som betalte godt, både kontant og med stoffer...
Det u-undgåelige skete, jeg blev gravid...
Sjovt nok, kunne jeg som 16 årig ikke få mig selv til at få en abort (Hold kæft en gang egoisme) Så lige indtil at det næsten var for sent kæmpede jeg mod mine forældre, for jeg ville beholde barnet... Set i bak-spejlet ville jeg have muligheden for at rette op på mine forældres manglende kærlighed og omsorg.
Dagen hvor jeg fik svar på graviditetsprøven står lysende klar for mig den dag i dag. Det var den ultimative lykke, jeg holdte øjeblikkeligt op med at indtage noget som helst der kunne være skadeligt. Men endnu engang holdte lykken kort.
Jeg fik af en læge besked på at mit stofskifte var så meget i lort, at der kun ville være 30% chance for at barnet ville blive normalt...
Se der var en besked jeg kunne forstå.... Min mor græd af lykke da jeg fortalte hende at jeg ville få barnet fjernet... (Det had der opstod indeni mig overfor hende den dag var overvældende)
Aborten blev udløsningen på en større lavine af møg.... Jeg hadet mig selv så forfærdelig meget, jeg kunne simpelthen ikke holde mig selv ud.... Mit misbrug blev endnu større, det eneste jeg aldrig gjorde var sprøjten, men hvad jeg ellers puttede i hovedet, på den ene eller anden måde, aner jeg den dag i dag overhoved ikke....
Jeg havde også mere brug for kærlighed, end nogensinde før, men der var ikke nogen der kunne give mig den... Så hver dag, sad jeg flere gange om dagen på træfpunktet (0059), og lavede frække aftaler med mænd, vi kørte en tur og havde sex. Den korte tid mens vi dyrkede sex i en bil, det var de øjeblikke hvor jeg følte mig elsket. Jeg levede for disse øjeblikke og rusen af stofferne.
Jeg ved fra min Far at han søgte kommunens hjælp, men da jeg selv sagde nej til en indlæggelse på ungdomspsykiatrisk, var jeg udenfor rækkevidde. Det er lidt underligt at tænke på at jeg som 16/17 årig var opgivet af kommunen, jeg ville aldrig blive til noget og jeg ville nok heller ikke blive voksen...
Om sommeren da jeg var 17 år, blev min Far gift igen, med en pragtfuld Kvinde. Brylluppet kom jeg igennem uden alt for mange stoffer. Var ude og ryge Hash en del gange og der røg en del bajer ned, men ellers holdte jeg mig på måtten... Det følte jeg, et eller andet sted, at jeg skyldte dem begge...
Brylluppet blev en STOR milepæl i mit liv. Jeg fik et tilbud jeg heldigvis ikke kunne sige nej til...
Jeg blev af min faster og onkel tilbudt at komme med dem hjem, på en lille ferie...
Set i bak-spejlet var det mere end blot valget om at tage med dem på ferie.... Det var her jeg traf valget imellem Livet eller døden.
fredag, oktober 13, 2006
KulKælderen
Har været helt nede i kulkælderen hele dagen... Sådanne rigtigt for alvor....
Det er næsten ikke til at bære.... Mindes tilbage til 2002, da jeg havde min største nedtur..... Det er præcis sådanne jeg har haft det....
Rødvin.... Aaahhhh... JA ved godt at det ikke er nogen løsning, men et eller andet sted var det nu dejligt alligevel...
Snolder.... Iiiiiihhhh.... Endnu mere vidunderligt, Men NEJ det bliver ikke bedre af den årsag.... Men på en eller anden måde letter sukkerrusen nu alligevel, er ikke helt så langt nede nu, som jeg har været tidligere....
Jeg er fuldkommen klar over at det er dagen i går, der spøger.....
Jeg føler at jeg ikke slår til som mor, føler at jeg bare har kastet håndklædet i ringen..... Hvad er jeg dog for en dårlig mor, der sådanne anbringer sin egen datter på et observationshjem....
JA JA JA JA JA JA JEG VED DET JO GODT.....
Jeg har ikke spillet fallit, tværdigmod.... Jeg har været voksen og ansvarlig nok til at se at min datter har brug for hjælp, og sørger for at hun får det.....
MEN det ændre ikke ved det følelser der drøner rundt indeni mig......
Det er næsten ikke til at bære.... Mindes tilbage til 2002, da jeg havde min største nedtur..... Det er præcis sådanne jeg har haft det....
Rødvin.... Aaahhhh... JA ved godt at det ikke er nogen løsning, men et eller andet sted var det nu dejligt alligevel...
Snolder.... Iiiiiihhhh.... Endnu mere vidunderligt, Men NEJ det bliver ikke bedre af den årsag.... Men på en eller anden måde letter sukkerrusen nu alligevel, er ikke helt så langt nede nu, som jeg har været tidligere....
Jeg er fuldkommen klar over at det er dagen i går, der spøger.....
Jeg føler at jeg ikke slår til som mor, føler at jeg bare har kastet håndklædet i ringen..... Hvad er jeg dog for en dårlig mor, der sådanne anbringer sin egen datter på et observationshjem....
JA JA JA JA JA JA JEG VED DET JO GODT.....
Jeg har ikke spillet fallit, tværdigmod.... Jeg har været voksen og ansvarlig nok til at se at min datter har brug for hjælp, og sørger for at hun får det.....
MEN det ændre ikke ved det følelser der drøner rundt indeni mig......
torsdag, oktober 12, 2006
Slut Færdig
Efter at have ventet i flere timer på at fragtmanden skulle hente pigens ting, kom han endelig... Men sådannne cirka 4 timer forsinket....
Jeg troede ikke at det kunne gøre SÅ ondt, en gang til.... Men det gjorde lige så ondt, som da alt det her startede.... Men nu er det helt slut... SÅ definitivt.... Mit hjertebarn er væk.... Gone....
Det var SÅ forbandet hårdt at bære hendes ting ud til bilen.... Det gjorde det ikke bedre at man så kender chauføren, han er endda far til en i hendes klasse...... Vi bor dør om dør...
Fuck det var bare svært.... Måtte gå væk tilsidst, satte mig ind på terassen og tårene trillede....
Jeg har mest af alt lyst til at drikke mig pisse hamrende fuld..... Brække mig ud over det hele.... kaste med alt hvad der er i nærheden... Flå mig selv endnu mere i stykker..... Jeg vil af med denne forfærdelige, ulidelige smerte..... Jeg kan ikke få den væk....
Den driver mig fuldkommen til vanvid.... Får sgu lyst til at ende det hele her og nu.... ALT, bare det kan få denne smerte til at forsvinde..... Vil give mit liv for at få smerten væk.........
Ok vi prøver at se det fra den lyse side...... Snart er hun derovre... Ovre på det observationshjem, der gerne skulle give hende noget ro, klarhed og hjælpe hende vidre........ Det er da positivt, men fuck det er svært at se det, midt i al smerten......
Smerte, smerte, smerte, smerte, smerte.....
Jeg troede ikke at det kunne gøre SÅ ondt, en gang til.... Men det gjorde lige så ondt, som da alt det her startede.... Men nu er det helt slut... SÅ definitivt.... Mit hjertebarn er væk.... Gone....
Det var SÅ forbandet hårdt at bære hendes ting ud til bilen.... Det gjorde det ikke bedre at man så kender chauføren, han er endda far til en i hendes klasse...... Vi bor dør om dør...
Fuck det var bare svært.... Måtte gå væk tilsidst, satte mig ind på terassen og tårene trillede....
Jeg har mest af alt lyst til at drikke mig pisse hamrende fuld..... Brække mig ud over det hele.... kaste med alt hvad der er i nærheden... Flå mig selv endnu mere i stykker..... Jeg vil af med denne forfærdelige, ulidelige smerte..... Jeg kan ikke få den væk....
Den driver mig fuldkommen til vanvid.... Får sgu lyst til at ende det hele her og nu.... ALT, bare det kan få denne smerte til at forsvinde..... Vil give mit liv for at få smerten væk.........
Ok vi prøver at se det fra den lyse side...... Snart er hun derovre... Ovre på det observationshjem, der gerne skulle give hende noget ro, klarhed og hjælpe hende vidre........ Det er da positivt, men fuck det er svært at se det, midt i al smerten......
Smerte, smerte, smerte, smerte, smerte.....
onsdag, oktober 11, 2006
Down and Out
I'm down and out.......
Damn det er hårdt det her.... Tøsens ting bliver hentet i morgen..... Det føles SÅ endeligt.... Pludselig føles det som om at alt ender.....
Min datter er ved at være helt ude af huset... Jeg ved godt at hun ikke har været her i flere måneder, men nu er det ved at være nu... Tingene bliver hentet af en fragtmand og om 13 dage flytter hun ind...
Det eneste jeg ved om stedet er noget jeg har hørt eller læst..... Jeg ved godt at jeg "Bare" er Mor, men jeg aner ikke hvem, hvad og hvordan..... Hvor det ligger har jeg selv måtte finde frem til... Via DeGuleSider....
Og midt i det hele falder bomben så... Den sagsbehandler der har været vores siden vi flyttede hertil, holder op.... Bang sådanne, og hvad så..... Hvad skal der blive af det hele....
Familiekonsulenten der er tilknyttet kommunen kan vi ikke bruge til en skid.... Det hele føles som om at det falder til jorden.....
Min kontakt person, tager kontakt til kommunen for at følge op... Hvad skal der ske og hvem gør hvad og hvorfor.... Jeg glemmer det halve.....
Jeg er virkelig begyndt at mærke hvordan virkeligheden maser sig på..... Den kommer med 300 km/t og er skide ligeglad med den forsvarende mur der ligger.....
Nogen gange er det så pisse hamrende svært at være til...
Gemalen får et knæk, jeg forsøger så godt jeg kan at samle op..... Men hjælper det jeg gør overhoved.... Eller lægger jeg selv endnu et pres på mig selv.... Hvor længe kan jeg holde....
Jeg er skide bange for at knække igen, hvis først jeg knækker, så er jeg sikker på at jeg mister alle mine børn.... Vi kan simpelthen ikke holde til endnu en omgang..... Så jeg kæmper med næb og klør......
At pille i mine sår er fuldkommen ligegyldigt, det letter ikke det fjerneste... Sidder stadig tilbage, med lysten/trangen til at kaste det hele op.....
Men heller ikke det orker jeg at skulle igennem igen...... Sikke et bånd jeg ligger på mig selv.... Hvor længe kan det holde ????????????
Efter at have ventet i flere uger, får jeg så afvide i dag, at den psykiater jeg har sagt ja til at få igen... Ja den skal jeg da have en henvisning til gennem min læge.... Ventet i flere uger forgæves... Og bagefter ventetiden.... Fuck hvor jeg hader den ventetid.....
Speciel nu er ventetid ulideligt..... Verden kolapser omkring mig og min livsline er ved at være slidt ned !!!!
Damn det er hårdt det her.... Tøsens ting bliver hentet i morgen..... Det føles SÅ endeligt.... Pludselig føles det som om at alt ender.....
Min datter er ved at være helt ude af huset... Jeg ved godt at hun ikke har været her i flere måneder, men nu er det ved at være nu... Tingene bliver hentet af en fragtmand og om 13 dage flytter hun ind...
Det eneste jeg ved om stedet er noget jeg har hørt eller læst..... Jeg ved godt at jeg "Bare" er Mor, men jeg aner ikke hvem, hvad og hvordan..... Hvor det ligger har jeg selv måtte finde frem til... Via DeGuleSider....
Og midt i det hele falder bomben så... Den sagsbehandler der har været vores siden vi flyttede hertil, holder op.... Bang sådanne, og hvad så..... Hvad skal der blive af det hele....
Familiekonsulenten der er tilknyttet kommunen kan vi ikke bruge til en skid.... Det hele føles som om at det falder til jorden.....
Min kontakt person, tager kontakt til kommunen for at følge op... Hvad skal der ske og hvem gør hvad og hvorfor.... Jeg glemmer det halve.....
Jeg er virkelig begyndt at mærke hvordan virkeligheden maser sig på..... Den kommer med 300 km/t og er skide ligeglad med den forsvarende mur der ligger.....
Nogen gange er det så pisse hamrende svært at være til...
Gemalen får et knæk, jeg forsøger så godt jeg kan at samle op..... Men hjælper det jeg gør overhoved.... Eller lægger jeg selv endnu et pres på mig selv.... Hvor længe kan jeg holde....
Jeg er skide bange for at knække igen, hvis først jeg knækker, så er jeg sikker på at jeg mister alle mine børn.... Vi kan simpelthen ikke holde til endnu en omgang..... Så jeg kæmper med næb og klør......
At pille i mine sår er fuldkommen ligegyldigt, det letter ikke det fjerneste... Sidder stadig tilbage, med lysten/trangen til at kaste det hele op.....
Men heller ikke det orker jeg at skulle igennem igen...... Sikke et bånd jeg ligger på mig selv.... Hvor længe kan det holde ????????????
Efter at have ventet i flere uger, får jeg så afvide i dag, at den psykiater jeg har sagt ja til at få igen... Ja den skal jeg da have en henvisning til gennem min læge.... Ventet i flere uger forgæves... Og bagefter ventetiden.... Fuck hvor jeg hader den ventetid.....
Speciel nu er ventetid ulideligt..... Verden kolapser omkring mig og min livsline er ved at være slidt ned !!!!
onsdag, oktober 04, 2006
Går stærkt nu
Pludselig går tingene stærke.... Datteren har besluttet sig til at samarbejde omkring opholdet på observationshjemme, og vupti, så sker det hele bare....
I morgen 8 dage bliver hendes ting hentet her og bragt over til hjemmet, hun flytter så selv ind lige efter efterårsferien....
Og pludselig går det så stærkt at jeg har svært ved at fatte det... Svært ved at følge med.... Jeg tuder og griner...Er lettet og fortvivlet... Jeg indeholder pludselig alle følelser på en gang.....
HALLO du er borderliner... Det er sgu enten det ene eller det andet.... Det er noget jeg kan forholde mig til... Alle disse følelser på en og samme tid... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det... Det er for meget på en gang.....
Åhhh fuck, det er det der pludselig er galt.... Det er derfor det er så forvirrende.... Jeg er ikke vant til at indholde alle disse følelser samtidig... Måske med 5 min. mellemrum, men ikke samtidig.... For fanden i SÅ mange år, har følelser været separeret og pludselig er der alle sammen på en og samme tid.... Sgu da ikke noget at sige til at jeg er forvirret....
Hele mit system er i oprør.... Det går nedad bakke og der er mere fart på end jeg bryder mig om...
Fakta:
Det er normalt at man kommer i en krise, når man oplever sådanne noget som mor......
Jeg er borderliner og reagerer ofte kraftigere end "normale"...
Konklution:
Det er helt normalt at jeg styrter.... Også selvom at jeg ikke bryder mig om tempoet :(
I morgen 8 dage bliver hendes ting hentet her og bragt over til hjemmet, hun flytter så selv ind lige efter efterårsferien....
Og pludselig går det så stærkt at jeg har svært ved at fatte det... Svært ved at følge med.... Jeg tuder og griner...Er lettet og fortvivlet... Jeg indeholder pludselig alle følelser på en gang.....
HALLO du er borderliner... Det er sgu enten det ene eller det andet.... Det er noget jeg kan forholde mig til... Alle disse følelser på en og samme tid... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det... Det er for meget på en gang.....
Åhhh fuck, det er det der pludselig er galt.... Det er derfor det er så forvirrende.... Jeg er ikke vant til at indholde alle disse følelser samtidig... Måske med 5 min. mellemrum, men ikke samtidig.... For fanden i SÅ mange år, har følelser været separeret og pludselig er der alle sammen på en og samme tid.... Sgu da ikke noget at sige til at jeg er forvirret....
Hele mit system er i oprør.... Det går nedad bakke og der er mere fart på end jeg bryder mig om...
Fakta:
Det er normalt at man kommer i en krise, når man oplever sådanne noget som mor......
Jeg er borderliner og reagerer ofte kraftigere end "normale"...
Konklution:
Det er helt normalt at jeg styrter.... Også selvom at jeg ikke bryder mig om tempoet :(
søndag, oktober 01, 2006
Endnu en travl uge...
Puha jeg syntes at denne vintersæson er svær... Alle ændringer er svære og tager mig ti gange så lang tid at vænne mig til end "normale"...
Men jeg syntes at den er hård.....
Den ene uge efter den anden sejler derudad... I et tempo hvor selv jeg må gispe efter vejret....
Hverdags tingene herhjemme bliver ikke gjort... Jeg når det ganske simpelt ikke.... Jeg aner ikke hvordan jeg skal få tingene til at hænge sammen...
Min ældste datter kom forbi for første gang, siden hun flyttede herfra... Det var vildt underligt...
Dog positivt.... Hun lyder til at have accepteret at skulle flytte til observations hjemmet.... Det er godt nok noget af en lettelse......
Jeg er ved at få malet det værelse der var hendes, men som skal blive vores soveværelse.... Det bliver rart når det er færdigt, så her jeg ikke det hængende over hovedet.....
Så vi kommer nok til at bruge vores næste børnefri weekend, på at flytte rundt.... Det fede ved det er at vi kommer i et nord-vendt værelse frem for vores nuværende syd-vendte.... Og at vores nuværende soveværelse skal laves til bibliotek.... Vi har en hel masse flyttekasser på loftet, fyldte med bøger.... Det bliver dejligt når vi kan få dem frem igen.... Tror faktisk ikke vi har haft dem alle fremme på samme tid før..... Gad vide om der egentlig er plads til dem alle *GGG* Både gemalen og jeg har massere af bøger... Så det bliver spændende....
Mine sår bliver ikke bedre, tværdigmod... Nogle dage er dog værrer end andre.... Som i dag, den mindste startede dagen, med virkelig at køre med klatten... For pokker hun tester grænser for tiden... Nå men måtte have afløb og det skulle ikke være vildt på hende.... Af med det ene og så det andet.... Så på en mere behersket måde, få sat hende lidt på plads....
Fuck det er træls at starte dagen på den måde :-(
Men jeg syntes at den er hård.....
Den ene uge efter den anden sejler derudad... I et tempo hvor selv jeg må gispe efter vejret....
Hverdags tingene herhjemme bliver ikke gjort... Jeg når det ganske simpelt ikke.... Jeg aner ikke hvordan jeg skal få tingene til at hænge sammen...
Min ældste datter kom forbi for første gang, siden hun flyttede herfra... Det var vildt underligt...
Dog positivt.... Hun lyder til at have accepteret at skulle flytte til observations hjemmet.... Det er godt nok noget af en lettelse......
Jeg er ved at få malet det værelse der var hendes, men som skal blive vores soveværelse.... Det bliver rart når det er færdigt, så her jeg ikke det hængende over hovedet.....
Så vi kommer nok til at bruge vores næste børnefri weekend, på at flytte rundt.... Det fede ved det er at vi kommer i et nord-vendt værelse frem for vores nuværende syd-vendte.... Og at vores nuværende soveværelse skal laves til bibliotek.... Vi har en hel masse flyttekasser på loftet, fyldte med bøger.... Det bliver dejligt når vi kan få dem frem igen.... Tror faktisk ikke vi har haft dem alle fremme på samme tid før..... Gad vide om der egentlig er plads til dem alle *GGG* Både gemalen og jeg har massere af bøger... Så det bliver spændende....
Mine sår bliver ikke bedre, tværdigmod... Nogle dage er dog værrer end andre.... Som i dag, den mindste startede dagen, med virkelig at køre med klatten... For pokker hun tester grænser for tiden... Nå men måtte have afløb og det skulle ikke være vildt på hende.... Af med det ene og så det andet.... Så på en mere behersket måde, få sat hende lidt på plads....
Fuck det er træls at starte dagen på den måde :-(
onsdag, september 27, 2006
Alt for meget !!!
Har alt for meget om ørene for tiden.... Når ikke en brøkdel af det jeg skal.... Vasketøjs bunkerne bliver størrer og størrer..... OG typisk mig... Så var jeg jo lige nød til at afbryde skriveriet, for at få sat noget tøj igang.... Ellers bliver bunkerne jo ved med at vokse....
I dag er åbenbart slem.... Mine 2 sår er allerede åbne og dagen er jo kun 3 timer gammel....
Kan ikke beslutte mig til om jeg skal tage mig den lur jeg har brug for, i hverfalde inde i mit hoved, men som jeg alligevel ikke får, fordi at jeg hele tiden vender og drejer mig..... Kan ikke finde den ro jeg har brug for..... Og så ender det jo med at jeg istedet bliver irriteret....
Kunne være at jeg skulle forsøge at få ryddet lidt op istedet for.... Her trænger i den grad til en kærlig hånd...
I dag er åbenbart slem.... Mine 2 sår er allerede åbne og dagen er jo kun 3 timer gammel....
Kan ikke beslutte mig til om jeg skal tage mig den lur jeg har brug for, i hverfalde inde i mit hoved, men som jeg alligevel ikke får, fordi at jeg hele tiden vender og drejer mig..... Kan ikke finde den ro jeg har brug for..... Og så ender det jo med at jeg istedet bliver irriteret....
Kunne være at jeg skulle forsøge at få ryddet lidt op istedet for.... Her trænger i den grad til en kærlig hånd...
Abonner på:
Opslag (Atom)