Alene Hjemme

Fredag aften tog manden og den ældste afsted, efterlod mig med de andre unger... Har været alene med ungerne før, men der har den ældste været hjemme til at "støtte" lidt...
Det lyder forfærdelig når jeg skriver at min datter støtter mig, i at håndterer og klare de mindre....Det er ikke en rolle jeg ønsker at hun skal være i.... Heldigvis er det ikke så tit det sker mere, og vi har hjulpet hende af med den "Moder-rolle" hun følte at hun skulle have....
Nå men tilbage til weekenden... Ungerne har virkelig skulle prøve mine grænser i denne weekend... Det er tydeligt at mærke at de er vant til at når manden siger nej, så er det nej... Jeg er vist lidt mere flydende... Så der er virkelig blevet spillet bold med mig....
Lørdag eftermiddag ende med at jeg "Bed hovedet" af en af ungerne meget kraftigt og så kunne jeg igen trække vejret... Ungerne holdte lidt igen, men Søndag.... Hold da helt op.... Der skulle jeg virkelig tage mig sammen flere gange....
Da manden var ca. 1 time hjemmefra, begyndte jeg at kunne mærke på min sinds-tilstand at han snart var her.... Jo tættere på han kom, jo tættere var jeg på at bryde grædende sammen....
Men jeg holdte stand til de var hjemme igen.... Gik ud til bilen, lagde hovedet på hans skulder og græd stille........
Hold da helt op hvor var det skønt at han var her igen.... Jeg kunne slappe lidt af og pludselig var det ikke så slemt mere.... Jeg var ikke længere alene.....

Glaspigen

Jeg er gået igang med at læse Glaspigen... Og har lige fået en "Jubii jeg er ikke alene" oplevelse..
Hun fortælle om hvordan hun føler at livet er et teaterstykke... Om hvordan alle andre har et rollehæfte bare ikke hende...
Fu.. Det er som taget ud af mine egne tanker... Det er vildt fedt og vildt underligt......

Tryghed - Falsk eller Ej

Trygheden er min bedste ven.... Ved Kaos søger jeg trygheden... Jeg søger min mand, et kram kan gøre underværker....
Jeg søger min pc... Den er en trofast ven for mig... Her kan jeg være mig selv... Det virker helt åndssvagt, men jeg kan virkelig være mig, her bag skrærmens trygge rammer.... Selv overfor andre mennesker kan jeg være MIG...
MIG er utrolig vigtig, tænk at jeg skulle på den anden side af de 30 år, før jeg fandt ud af hvor vigtig det er at passe godt på mig... Det er en så banal ting for mange mennesker, men ikke for mig.. Det er noget jeg hele tiden skal minde mig selv om..... Jeg er vigtig... Ligesom det at spise er vigtig, men min krop er holdt op for LANG LANG tid siden med at fortælle mig det.... Skal hele tiden huske mig selv på at jeg skal putte mad i munden...
Nå men det var lige et lille sidespring fra Trygheden....
Midt i kaos er tryghed at spille SIM2, en verden af simmer der skal hjælpes igennem deres simliv. Se det er et liv jeg kan finde ud af..... Det skal gøres sådanne og sådanne og så lever de lykkeligt.... Gid mit eget liv var så simpelt...

Weekenden

Weekenden stod først på en lille fisketur på 1½ time.... Med knægten, hvor var det dejligt at stå ved kysten igen.... Ikke at vi fangede noget, men det gør heller ikke noget...
Så hjem og få ordentligt gang i haven igen... Hold da op hvor var det dog lækkert at være i haven igen... Min krop er fuldkommen ødelagt lige nu... Men et eller andet sted er det lækkert, når nu jeg ved hvor meget der blev gjort...
Jeg mangler bare forhaven nu, men der er jorden nærmest dækket af forårsbebudere....Så det er næsten ikke til at komme til ukrudtet... Tager det stille og roligt med den... Og må så give den en ordentlig skalle når nu forårsblomsterne er begyndt at forsvinde noget mere end nu.....
Jeg elsker sjovt nok havearbejde...Det er ikke nogen sur pligt for mig.... Med min turbohjerne er det godt med nogle interesser der var ikke kan gøres hurtigere end man gør det..... Det hjælper til at sænke alt det turbo der normalt forgår oppe i mit hoved....
Jeg har fået lagt noget pil i blød, så jeg forhåbentligt kan få flettet noget i næste weekend, glæder mig meget til... Det er endnu en af de ting der ikke kan gøres hurtigere end langsomt *G*
Jeg fandt en ret god beskrivelse af min turbohjerne her i weekenden.. Inde på BorderlineDiagnose, under "Henriettes beretning" Næsten nederst i hendes beretning har hun skrevet om "Henriette kaospilot!" En knald god forklaring på hvordan vi får startet på en hel masse, men ikke får gjort det færdigt, fordi at vi pludselig kommer i tanke om noget andet.....

Lidt ro på

Mine nerver hænger stadig ude på tøjet, men lidt forhøjet medicin tager dog det værste... Glæder mig til at weekenden er ovre og eksen forhåbenligt rejser hjem igen....
Det gik op for en af mine børn hvordan jeg havde det... Så manden fortalte mig, at der var blevet spurgt med det samme hvor det nu var at de skulle være... Det viste sig så at det er en af nabo-byerne... Ikke så slemt som hvis det var her i byen, men slemt nok...
Den værste angst har efterhånden lagt sig, men også kun den værste....
Jeg har skidt på alle gode råd om rigtig kost osv. i dag og vi har fået fast-food og et lille glas rødvin, havde sagt til manden at hvis jeg lagde an til at drikke mere end det ene glas, så skulle han stoppe mig.... Men det gjorde det ikke....
Jeg har siddet og spillet SIM2... Ironisk nok et spil hvor jeg skal styre nogle simmers liv.... Jeg kan til tider ikke styre mit eget, men simmerne kan jeg styre og så hjælper det mig til at finde fodfæste igen...... Spørg mig ikke hvordan det hjælper....Det gør det bare....
Nu vil jeg gå ind i seng... Og se om jeg kan finde bare lidt ro i nat...

Natte roderi

Natten blev ikke meget bedre end aftenen.... Vendte og drejede mig i LANG tid, før jeg faldte i søvn, og har været vågen mange gange... Det endte da også med at manden stod op og gjorde ungerne klar....
Vi fik lige en kort snak inden han tog på arbejde, han føler selv at han er blevet bedre til at håndterer mine anfald når de kommer også selvom at dette kom som lyn fra en klar himmel, så har han dog lært hvordan han bedst selv kommer igennem, uden at puste mere en højst nødvendigt til ilden.... Han gik med beskeden : Du ringer bare hvis det bliver nødvendigt..
Jeg ringede og fik en god snak med lægen, er glad for at jeg har sådanne en god læge... Jeg fik sat noget af min medicin op, for en kort bemærkning... Regner selv med at når jeg ved at eks'en er ude af byen at jeg får det bedre.... Man kan vist roligt sige at det er ham der er trikkeren til dette stor anfald. Jeg lovede min læge at tage kontakt til min kontaktperson hurtigst muligt... OG selvfølgelig havde hun fri i dag.... Men det er da godt at der er andre ansatte nede på støttecentret som jeg snakker med, så en af de andre smed hvad hun havde i hænderne og inden der var gået 10 min var hun her... Vi fik en kort snak og det var rart lige at få snakket det igennem inden weekenden for alvor begynder.... Nu er jeg så fuldkommen ødelagt og vil se om jeg kan få sovet lidt nu her....

I en kælder sort som kul

Dagen i dag har egentligt startet fint.... Fik ungerne afsted, fik sovet i dag osv. En ganske almindelig dag....
Men så fandt jeg ud af at min eks. mand var i byen... Til at starte med tog jeg det faktisk ret pænt... kunne joke lidt med det og sådanne.....
Men bang, så var jeg i borderlinens og angsten magt... Det gik så ud over manden.... Han forsøgte at støtte som han plejer, men han nåede aldrig ind...... Jeg valgte den "sikre" måde og gik i seng...
Angsten sidder der stadig og jeg er meget ked... Er der nogen der kan gå ind under mit skind, så er det eks'en. Er skide bange for ham...
Nå men han skal altså tilbringe weekenden sammen med vores unger i MIN by... Dvs. en weekend hvor jeg er fanget i mit eget hjem... Kan slet ikke se hvordan jeg skal kunne samle mod til at bevæge mig udenfor... Chancen for at løbe ind i ham (dem) er simpelthen for stor, i denne lille by..
Bare det at skrive nu her...Tårene løber....
Hvorfor fanden kan han ikke bare give mig plads til mit liv her hvor jeg nu engang har valgt at bo, langt væk fra ham ???
Manden træder meget forsigtigt... Hvilket man ikke kan fortænke ham i... Men hvis han dog bare vidste hvordan han får mig til at føle....
Indtil nu har han givet udtryk for at han forstod.... Og dermed støttede mig... Nu er det som om han bare vil at jeg skal tage mig sammen..... Hvilket han godt ved, at jeg ikke bare kan...
På et eller andet tidspunkt får jeg vel slippet angsten for eks'en, men det er åbenbart ikke nu...
Personligt føler jeg selv at jeg er nået langt... Jeg kan joke med det... Så kolapser jeg... Så rejser jeg mig igen og livet går alligevel vidre..
Det er bare som om at jeg ikke må kolapse mere, angsten er ikke legal mere... Jeg ved godt at jeg har "holdt" fast på angsten for eks'en længe, men en angst der går så dybt, smider man altså ikke bare ud til højre..

Middagsluren

Hmmm anden dag i træk hvor jeg ikke får sovet... Det kan tydeligt mærkes på hvor træt og nærtagende jeg er.... Men ok, med konfirmation lige rundt om hjørnet, er det nok ikke så underligt at mit hoved er fyldt op med forberedelserne.....

Havde ventet en telefonopringning fra min kontaktperson nede fra støttecentret, den kom dog ikke, men mon ikke det også har ligget i bevidstheden..

Var til et møde her til aften i foreningen, det gik godt og jeg var ved godt humør... Så hjem og ordne lidt vasketøj, så vi kan få rent tøj på kroppen :-)

1. hverdag

Den første almindelige dag efter påskeferien, er gået fint.... Ungerne har selvfølgelig været lidt mere trætte end normalt, men de kom lidt tidligere i seng, for at opveje dette...

Min middagslur måtte jeg undvære i dag... 10 min. efter at jeg havde lagt mig ringede min Elskede (NOT) mor... Og jeg måtte ligge gode miner til slet spil, som man siger... Gider faktisk ikke at snakke med hende, men så kort tid før konfirmationen, så er jeg nød til det... Skulle jo gerne komme helskindet igennem festen.....

Men efter at have snakket med hende, som for en gangs skyld talte pænt til mig, kunne jeg selvfølgelig ikke sove....

Så nu kan jeg for alvor mærke at den lur er manglet, men mon ikke at det bliver lidt nemmere at falde i søvn i dag så....

Uvisheden

Det værste ved sygdommen er uvisheden... Uvisheden om hvornår hjernen slår klik igen.... Hvornår gør jeg en myg til en elefant...
Hvornår er min irritation en del af min sygdom og hvornår er det en "Virkelig" irritation...

Jeg har haft sygdommen så længe jeg kan huske tilbage, men den fik først rigtigt navn for 3 år siden og for 2 år siden fik jeg min førtidspension pga. sygdommen.

I de 3 år har jeg kæmpet hver eneste dag, for at komme fra en nærmest psykotisk tilstand, til det jeg i dag kalder velfungerende på trods af sygdommen.

Stress er min værste fjende.... Midt i den har jeg ingen kontrol overhoved...