KulKælderen

Har været helt nede i kulkælderen hele dagen... Sådanne rigtigt for alvor....
Det er næsten ikke til at bære.... Mindes tilbage til 2002, da jeg havde min største nedtur..... Det er præcis sådanne jeg har haft det....
Rødvin.... Aaahhhh... JA ved godt at det ikke er nogen løsning, men et eller andet sted var det nu dejligt alligevel...
Snolder.... Iiiiiihhhh.... Endnu mere vidunderligt, Men NEJ det bliver ikke bedre af den årsag.... Men på en eller anden måde letter sukkerrusen nu alligevel, er ikke helt så langt nede nu, som jeg har været tidligere....

Jeg er fuldkommen klar over at det er dagen i går, der spøger.....

Jeg føler at jeg ikke slår til som mor, føler at jeg bare har kastet håndklædet i ringen..... Hvad er jeg dog for en dårlig mor, der sådanne anbringer sin egen datter på et observationshjem....

JA JA JA JA JA JA JEG VED DET JO GODT.....

Jeg har ikke spillet fallit, tværdigmod.... Jeg har været voksen og ansvarlig nok til at se at min datter har brug for hjælp, og sørger for at hun får det.....

MEN det ændre ikke ved det følelser der drøner rundt indeni mig......

Slut Færdig

Efter at have ventet i flere timer på at fragtmanden skulle hente pigens ting, kom han endelig... Men sådannne cirka 4 timer forsinket....

Jeg troede ikke at det kunne gøre SÅ ondt, en gang til.... Men det gjorde lige så ondt, som da alt det her startede.... Men nu er det helt slut... SÅ definitivt.... Mit hjertebarn er væk.... Gone....

Det var SÅ forbandet hårdt at bære hendes ting ud til bilen.... Det gjorde det ikke bedre at man så kender chauføren, han er endda far til en i hendes klasse...... Vi bor dør om dør...

Fuck det var bare svært.... Måtte gå væk tilsidst, satte mig ind på terassen og tårene trillede....

Jeg har mest af alt lyst til at drikke mig pisse hamrende fuld..... Brække mig ud over det hele.... kaste med alt hvad der er i nærheden... Flå mig selv endnu mere i stykker..... Jeg vil af med denne forfærdelige, ulidelige smerte..... Jeg kan ikke få den væk....

Den driver mig fuldkommen til vanvid.... Får sgu lyst til at ende det hele her og nu.... ALT, bare det kan få denne smerte til at forsvinde..... Vil give mit liv for at få smerten væk.........


Ok vi prøver at se det fra den lyse side...... Snart er hun derovre... Ovre på det observationshjem, der gerne skulle give hende noget ro, klarhed og hjælpe hende vidre........ Det er da positivt, men fuck det er svært at se det, midt i al smerten......

Smerte, smerte, smerte, smerte, smerte.....

Down and Out

I'm down and out.......

Damn det er hårdt det her.... Tøsens ting bliver hentet i morgen..... Det føles SÅ endeligt.... Pludselig føles det som om at alt ender.....
Min datter er ved at være helt ude af huset... Jeg ved godt at hun ikke har været her i flere måneder, men nu er det ved at være nu... Tingene bliver hentet af en fragtmand og om 13 dage flytter hun ind...
Det eneste jeg ved om stedet er noget jeg har hørt eller læst..... Jeg ved godt at jeg "Bare" er Mor, men jeg aner ikke hvem, hvad og hvordan..... Hvor det ligger har jeg selv måtte finde frem til... Via DeGuleSider....

Og midt i det hele falder bomben så... Den sagsbehandler der har været vores siden vi flyttede hertil, holder op.... Bang sådanne, og hvad så..... Hvad skal der blive af det hele....
Familiekonsulenten der er tilknyttet kommunen kan vi ikke bruge til en skid.... Det hele føles som om at det falder til jorden.....

Min kontakt person, tager kontakt til kommunen for at følge op... Hvad skal der ske og hvem gør hvad og hvorfor.... Jeg glemmer det halve.....

Jeg er virkelig begyndt at mærke hvordan virkeligheden maser sig på..... Den kommer med 300 km/t og er skide ligeglad med den forsvarende mur der ligger.....

Nogen gange er det så pisse hamrende svært at være til...

Gemalen får et knæk, jeg forsøger så godt jeg kan at samle op..... Men hjælper det jeg gør overhoved.... Eller lægger jeg selv endnu et pres på mig selv.... Hvor længe kan jeg holde....

Jeg er skide bange for at knække igen, hvis først jeg knækker, så er jeg sikker på at jeg mister alle mine børn.... Vi kan simpelthen ikke holde til endnu en omgang..... Så jeg kæmper med næb og klør......

At pille i mine sår er fuldkommen ligegyldigt, det letter ikke det fjerneste... Sidder stadig tilbage, med lysten/trangen til at kaste det hele op.....

Men heller ikke det orker jeg at skulle igennem igen...... Sikke et bånd jeg ligger på mig selv.... Hvor længe kan det holde ????????????

Efter at have ventet i flere uger, får jeg så afvide i dag, at den psykiater jeg har sagt ja til at få igen... Ja den skal jeg da have en henvisning til gennem min læge.... Ventet i flere uger forgæves... Og bagefter ventetiden.... Fuck hvor jeg hader den ventetid.....

Speciel nu er ventetid ulideligt..... Verden kolapser omkring mig og min livsline er ved at være slidt ned !!!!

Går stærkt nu

Pludselig går tingene stærke.... Datteren har besluttet sig til at samarbejde omkring opholdet på observationshjemme, og vupti, så sker det hele bare....
I morgen 8 dage bliver hendes ting hentet her og bragt over til hjemmet, hun flytter så selv ind lige efter efterårsferien....
Og pludselig går det så stærkt at jeg har svært ved at fatte det... Svært ved at følge med.... Jeg tuder og griner...Er lettet og fortvivlet... Jeg indeholder pludselig alle følelser på en gang.....

HALLO du er borderliner... Det er sgu enten det ene eller det andet.... Det er noget jeg kan forholde mig til... Alle disse følelser på en og samme tid... Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det... Det er for meget på en gang.....

Åhhh fuck, det er det der pludselig er galt.... Det er derfor det er så forvirrende.... Jeg er ikke vant til at indholde alle disse følelser samtidig... Måske med 5 min. mellemrum, men ikke samtidig.... For fanden i SÅ mange år, har følelser været separeret og pludselig er der alle sammen på en og samme tid.... Sgu da ikke noget at sige til at jeg er forvirret....

Hele mit system er i oprør.... Det går nedad bakke og der er mere fart på end jeg bryder mig om...

Fakta:
Det er normalt at man kommer i en krise, når man oplever sådanne noget som mor......
Jeg er borderliner og reagerer ofte kraftigere end "normale"...

Konklution:
Det er helt normalt at jeg styrter.... Også selvom at jeg ikke bryder mig om tempoet :(

Endnu en travl uge...

Puha jeg syntes at denne vintersæson er svær... Alle ændringer er svære og tager mig ti gange så lang tid at vænne mig til end "normale"...
Men jeg syntes at den er hård.....
Den ene uge efter den anden sejler derudad... I et tempo hvor selv jeg må gispe efter vejret....

Hverdags tingene herhjemme bliver ikke gjort... Jeg når det ganske simpelt ikke.... Jeg aner ikke hvordan jeg skal få tingene til at hænge sammen...

Min ældste datter kom forbi for første gang, siden hun flyttede herfra... Det var vildt underligt...
Dog positivt.... Hun lyder til at have accepteret at skulle flytte til observations hjemmet.... Det er godt nok noget af en lettelse......

Jeg er ved at få malet det værelse der var hendes, men som skal blive vores soveværelse.... Det bliver rart når det er færdigt, så her jeg ikke det hængende over hovedet.....

Så vi kommer nok til at bruge vores næste børnefri weekend, på at flytte rundt.... Det fede ved det er at vi kommer i et nord-vendt værelse frem for vores nuværende syd-vendte.... Og at vores nuværende soveværelse skal laves til bibliotek.... Vi har en hel masse flyttekasser på loftet, fyldte med bøger.... Det bliver dejligt når vi kan få dem frem igen.... Tror faktisk ikke vi har haft dem alle fremme på samme tid før..... Gad vide om der egentlig er plads til dem alle *GGG* Både gemalen og jeg har massere af bøger... Så det bliver spændende....

Mine sår bliver ikke bedre, tværdigmod... Nogle dage er dog værrer end andre.... Som i dag, den mindste startede dagen, med virkelig at køre med klatten... For pokker hun tester grænser for tiden... Nå men måtte have afløb og det skulle ikke være vildt på hende.... Af med det ene og så det andet.... Så på en mere behersket måde, få sat hende lidt på plads....

Fuck det er træls at starte dagen på den måde :-(