Undskyld, stærkt men simpelt

At kunne sige undskyld er en stor ting....

Det var først da jeg igen begyndte at få det så godt at jeg kunne, se min familie i øjnene. At det skulle gå op for mig hvor stærkt et ord det egentlig er.

Det er stærkt fordi at det kan vende et raseri, et hysteri og et anfald og meget mere.

For mig er et anfald omtrent sådanne :
Et eller andet for mig til at blive vred, det kan være selv den mindste ting... Og vreden starter en spiral... En uendelig negativ spiral.... Og jo længere ned af spiralen jeg kommer, jo mørkere er der og jo sværere er det at nå mig..... Med andre ord, sidder jeg fast i den lille 2-3 årige pige, der er indeni mig.

Kom jeg for langt ned af spiralen, har der kun været en der har formået at få mig op ad den igen. Min mand. Selv sygeplejersken i Distrikt psykiatrien har måtte ringe efter ham, mens jeg var indlagt på Dagpsykiatrisk afd.

I flere år sagde min mand undskyld, også selvom at det ikke var hans skyld. Han sagde undskyld for husfredens skyld og fordi at det nok er det ord jeg mest af alt har brug for at høre...
Jeg har ikke som sådanne brug for at høre det fra ham. For han er jo ikke skyld i min store smerte...

Med undskyldninger og kærlighed har han fået mig op af spiralen mange gange...

Jeg fornemmer ikke at han har påtaget sig skylden psykisk for mine anfald. Hvis han har så : Undskyld Skatter.

Jeg har kæmpet mig længere og længere væk fra spiralen... Jeg ved godt at den altid vil ligge på lur, men afstanden bliver størrer og størrer....

Undskyld er simpelt for det er "skide" 8 bogstaver.... Men for pokker hvor de betyder meget....

Alle disse hårde år... Har lært mig hvor vigtigt det er at kunne sige undskyld.....

Tak er kun et fattigt ord..... Det samme er Undskyld...