Frusterende

Det er så frustrerende, at sidde her og ikke kunne gøre en skid.... Når jeg samtidig kan mærke din smerte.... Mærke hvordan smerten æder i dig....

Ville ønske at jeg kunne tage noget af den smerte fra dig...... Del smerten med mig skat..... Smerten ved jeg hvordan jeg skal håndterer.... Jeg aner intet om at håndterer det at være ude af dit liv.... Skat jeg elsker dig så højt at jeg ville tage AL din smerte, hvis jeg kunne gøre dig lykkelig!!!!!!!!!

Men Elskede "Lille" skat..... Smerten er en del af livet.... "Life is a bitch, and then you die" Du er nød til at lære at håndterer den.... Mærke den indeni for kun på den måde kan du give slip på den...

Hold da kæft...Her sidder jeg og fortælle dig, hvad du skal gøre... Til grin, jeg aner virkelig ikke hvad jeg snakker om.... Eller gør jeg ???

Når du har mærket smerten, så tager du den i hånden.... Du skal vende og dreje og roterere den.. Indtil du kender den fuldkommen... Når du kender den fuldkommen...Så smid den væk....
Men husk endelig at være sikker på at du kender den, som din egen bukselomme........ Ellers vil den æde i dig igen......

Hvis du er nød til at forsøge at overbevise en dreng, om hvor højt du elsker ham...Er han ikke din kærlighed værdig....
Husk på skat, der findes mange mennesker der elsker dig...Og som ikke forventer en skid tilbage...

~If you love it, set it free~ If It's meent to be, it will return to you.

Det er først når du giver slip på frygten, at du opdager at du ikke behøver at frygte...

Jeg vender ofte tilbage til frygten...Og hver eneste gang jeg giver slip på den igen, viser min elskede mand mig, at jeg intet har at frygte.....

Skat jeg elsker dig, fordi at du er dig... Og fordi at jeg kan være mig, når vi er sammen.....

Kærligheden er sgu sjov.... Ha ha ha....

Min kære elskede pige.... En dag vil du se tilbage og undre dig over at du kæmpede så meget over en dreng.....

I dag er der kun ham...Men på et tidspunkt vil du opdage at der ikke kun er en spandfuld, men et helt land fuld.....

KæresteProblemer

Min datter oplever kæresteproblemer.... Og det er jo noget der høre ungdommen til... Men hold da helt op hvor hun over-reagerer.... Eller gør hun ????

Jeg har altid oplevet det at der var problemer med kæresten, som verdens undergang.... Har tit hørt den om at nu måtte jeg da slappe lidt af.... Selvfølgelig gør det ondt, men helt ærligt....Livet går vidre.... Ja livet går vidre, men smerten er u-udholdeligt...

Det virker tydeligt som om at det er sådanne hun også har det lige nu... Og jeg kan bare sidde her og opleve hendes smerte gennem nettet.... Jeg kan ikke lytte... Jeg kan ikke holde om eller være en skulder hun kan græde ved....

Har snakket med hendes plejefar, da hendes smerte virkede enorm.... Da jeg ringede op var det hende der tog tlf. vildt underligt... Men hun skyndte sig at fortælle mig at hun elsker mig... Så jeg sendte hende en sms senere, hvor jeg skrev at jeg også elsker hende meget....
Det er første gang jeg har sendt hende en sms siden...Havde et eller andet sted håbet på at få en igen... Men der har bare været stille.....

Stilheden har gjort at jeg er blevet lidt pirlig og nærtagen..... Så manden og jeg har haft et par sammenstød... Men vi er begge klar over at det er fordi at jeg er nærtagen... Så det er blevet løst temmelig hurtigt.......

Det er sidste aften knægten er hjemme, så vi skal grille... Det glæder jeg mig faktisk til... Det er så første gang i år vi skal grille.....

At Give Slip

Det er så svært at give slip... Og jeg er nød til at give slip for at kunne komme vidre med mit liv.... Jeg sidder fast i det som var.... Og det som var kommer aldrig tilbage..... Der er kun fremtiden og hvad den så end måtte bringe....
Det er nok den pokkers uvished, der driller mig... Kan ikke lide den.... Den rummer usikkerhed... Jeg ved hvad jeg har og jeg aner ikke hvad der kommer...
Prøver at tage dagene som de kommer... Men for pokker hvor er det dog svært.... Hvorfor er det så pokkers svært, bare at tage tingene som de kommer ?????


Jeg er stadig ikke færdig med det store projekt jeg gik i gang med i fredags... Hele huset flyder stadig... Og det irriterer mig faktisk at jeg ikke kan bruge hendes værelse til en skid.... Men indtil der ligger en klar plan efter observationshjemme, så kan jeg ikke gøre noget..... Måske skal hun have nogle ting med der over... Og så skal vi jo også have plads til hende, når hun kommer på weekend....
Øv det er pisse irriterende at jeg ikke aner hvor vi står henne og hvorfor.... Pt. er sagsbehandleren syg...og så må vi vente med vidre udredning indtil hun er tilbage.....

Jeg glæder mig over at de græskar jeg har sat er kommet i blomst.... Glæder mig helt vildt til at der begynder at komme græskar...
Jeg nyder mit soveværelse.... Der er så roligt derinde lige nu.... Og jeg vil forsøge at holde det sådanne....

Jeg frygter lidt at de andre piger kommer hjem igen... Så skal de vide hvad der er sket.... Hvordan pokker forklare man tingene til et barn på 5 år ????????? Godt vi har en hel lang måned sammen..Så vi kan få vendt det til noget positivt....

Hjertebarn

Du har altid haft en meget speciel plads i mit hjerte...
Jeg ved ikke om det er normalt, at man har sådanne en følelse for sin første-fødte...
Manden har tit sagt at jeg holdte hånden over dig, men jeg kan jo ikke gøre for at jeg kun vil dig det bedste af det bedste...
Jeg har nok ikke altid været lige objektiv.... Du er trods alt mit hjertebarn... Min øjesten... Min eneste prinsesse...
Jeg elsker alle mine børn... Tro mig...Det gør jeg virkelig, men jeg ville lyve hvis jeg sagde at I alle fik lige meget....
Jeg prøver at behandle jer ens, i den forstand at I bliver behandlet efter hvem I er, men i bund og grund er målet det samme....
Men Dig.... Gud hvor er det dog svært at erkende..... Jeg har altid kaldt dig, mit hjertebarn....

Måske er det derfor at alt det her koks, gør så vanvittigt ondt indeni.....

Sommerfugle

Du kommer online på msn messengeren, mit hjerte springer et slag over og jeg får sommerfugle i maven.... Skriver du mon til mig ????
Men endnu engang Nej.....
Føler mig så forladt, så alene, så tom.... Pis... Nu skal jeg så også slås med Borderlineren i mig.... Jeg hader at kæmpe med alle de følelser.... Nu må livet gerne gå i stå igen...
Men hvor er det dog typisk... Nu falder der ro på og så kokser mine følelser.....
Alle kigger på mig, og jeg kan næsten høre dem tænke...Der går hende den dårlige mor....

Ja ja jeg ved godt at det er indeni mig, indeni mit kaos det sker og ikke i virkeligheden.... Tjooo måske de unge mennesker der har kontakt til min datter.... Ved jo ikke hvad hun har sagt og hvordan...

Stop nu kvinde-menneske.... Du er en god mor..... Du har gjort det bedste du kunne.... Men for pokker det er svært at stoppe de dumme tanker....

Lidt tiltrængt ro

Så er alle undtagen 1 barn afsted på sommerferie... Det bliver rart at få lidt ro i huset, ovenpå al det her kaos....
Det svære bliver at skulle forklare ham hvad der er sket.... Han oplevede en masse kaos i sidste weekend.... Så det må blive lidt en lettelse for ham at få en ordentlig forklaring.... Han ved bare at hun er ovre ved veninden......
Typisk mig, når der er tid til at slappe lidt af, er jeg gået igang med et størrer projekt... Jeg har tømt vores soveværelse, så vi kan få tæppet af.... Tror vi har en lopperede i gulvtæppet.... Så nu skal det bare gøres færdigt... Det plejer at være en del værrer end at starte..he he for vist ofte slået størrer brød op en jeg kan bage.... Godt jeg har en skøn mand, der kender mig....
Nå men vi har nu massere af tid til at få det gjort...
På lørdag køre manden knægten op til farmor, og søndag kommer de andre piger hjem igen.... Så hvis blot vi er færdige, så vi kan nyde lørdag aften, bare ham og mig...Ja så er jeg tilfreds....
Manden blev forkælet lidt i går... Han fik købt et brugt akvarium, med tilbehør og nogle fisk i.... Ungerne er helt vilde med det også... Og vi har lige lånt en ordentlig stak bøger på biblioteket... Så nu skal der planlægges, hvad han (vi) vil have i det osv.
Forkælelsen var tiltrængt...Og han ser ud til at nyde det :-D Og så er jeg glad....

Snakket med hende

Jeg påtager mig skylden for fortiden, men ansvaret for fremtiden.... Så nemt kunne det egentligt siges, det jeg forsøgte at forklare i går.....

Dagen startede med at datteren ringede.... Hun lød meget sølle, men det er nu heller ikke det fedeste at skulle snakke med mor, efter sådanne en omgang....

Jeg er glad for at hun syntes det var godt at jeg kontaktede kommunen i mandags... Det gør mig glad... Det var alt for kaotisk til at vi som familie kunne håndterer tingene....

Hun vil ikke på observationshjemmet, men siger at hun godt vil tage over og kigge på det.... Så langt så godt..... Der er lang vej endnu, men dem jeg har snakket med i familien, som hun gerne vil besøge i ferien, er indstillet på ikke at modarbejde denne beslutning....

Som nogle venner sagde da de kiggede ind i dag... Hvis hun ikke vil derover, så skulle hun have tænkt på det inden, brevene og inden hun skar i sig selv...

Hold da kæft hvor kan jeg dog bare se mig selv i hende.... Og det er nok det der smerter aller mest.... Jeg er SÅ bange for at hun har arvet, genetisk og socialt, min sygdom...

Men det kan kun opholdet på det hjem sige....

Vi fik snakket lidt om hendes søskende og om at de ikke ved noget før de kommer hjem fra ferie.. Lidt om hvad hun ville.... Hun vil ikke hjem.... Og hun vil ikke et fremmede sted, med fremmede mennesker... Bare hun bliver i nærheden, så vi kan få arbejdet med vores forhold, så vil jeg være tilfreds... Selvfølgelig vil jeg mest af alt have hende hjem igen....

Men måske er det bedst hun ikke gør ?!?!?!?!? Jeg ved det ikke lige nu.....
Hun er mit hjertebarn, jeg vil gå gennem ild og vand for hende.... Hun vil ALDRIG kunne få mig til at holde op med at elske hende..... Jeg vil det bedste for hende, og hvis det er ensbetydende med at hun ikke kommer hjem igen, så må det være sådanne....

Frustration

Frustrationene bliver størrer og størrer.... Jeg kan ikke forstå hvorfor min datter ikke kontakter mig... Det er ok at hun er sur osv. Men hun burde da vide hvordan al det her påvirker mig...
Eller også er det netop derfor at hun ikke kontakter mig....

Jeg er ked af at hun i den grad lader som om at jeg ikke findes.... Og samtidig er jeg vred over at hun kan være SÅ egoistisk.... Det er jo for pokker ikke kun mig, det her påvirker... Selv manden er begyndt umotiveret at græde.... Og hendes søskende aner ikke hvad der forgår... Det er så vores valg at de ikke ved det endnu... Men de tager afsted på ferie her på mandag, og er væk i 1 uge... Så er det bedre at vente til de kommer hjem og vi har en hel måneds ferie at snakke og arbejde os igennem det sammen.... Men ligegyldig hvad, så kan de selvfølgelig mærke at der er noget galt...

Accept

Jeg er så småt begyndt at accepterer at tingene er som de er.....

Livet går vidre og jeg er nød til at følge med.... Det smerter stadig, men jeg har også resten af familien at tage hensyn til....

Hvis jeg tillader mig selv, at synke ned i smerten, så har jeg intet lært... Jeg vil så også give kaos vidre til mine andre børn.... Og det nægter jeg...

Jeg erkender at JEG er en STOR del af problemet.... Jeg påtager mig ikke skylden som man normal ville gøre, men jeg erkender at jeg er en del af problemet...

Det ville godt nok være et mirakel, hvis min datter som i 10 år ud af hendes 13 år, har levet med en mor der er psykisk syg uden at hun selv var klar over det, skulle komme igennem livet uden problemer...
Så på den måde bære jeg en slags skyld.... Det er nemt nok at forklare dette mundligt, men jeg syntes det er svært at beskrive det skriftligt......

Jeg ved at min datter har et ønske om at komme hen og bo hos hendes far.... Men det lyder lige nu ikke som om at det er en mulighed.... (Har snakket med hans kone) Men det hele er for dem kommet lidt pludseligt... Så måske når de har fået tid til at tænke tingene igennem?...

Jeg kan nu se tilbage og se at det har været undervejs længe.... Det er sgu så nemt at være bagklog....

Det var Sankt Hans aften i går.... Det var underligt at fejre den uden hende... En del af mig havde lyst til at tage billeder, som jeg plejer, en anden del af mig, havde faktisk ikke lyst til at eviggøre denne dag uden hende... Jeg endte dog med at tage billeder alligevel.... Endnu engang livet går vidre, om jeg vil det eller ej......

Min mor snakkede med hende i går... Hun lød til at have det godt, og hun ville nok ringe til mig i dag.... Så det har været sådanne en underlig dag.... Jeg har gået og ventet på at hun ville ringe, og alligevel så tror jeg ikke på at det sker...

Jeg kom igennem dagen i går uden det ekstra beroligende jeg har fået.... Det er jeg glad for, det nytter jo ikke noget.. Det er stærkt vanedannende og afhængig ønsker jeg ikke at være.....

Tiden læger alle sår

Tjaaaa gør den virkelig det.... Nej ikke alle... Men man lære vel, mere eller mindre at accepterer at tingene er som de er....
Nu ved jeg at hun ikke kommer hjem de første 6-8 mdr. Når der bliver plads skal hun på et observationshjem i min. 6 måneder, og så må vi se hvad så.... Det kommer jo også an på hvad de kommer frem til på hjemmet....
Min datter vil endnu ikke mødes med mig, men vil ringe her en af dagene.... Det virker bare så forkert... Jeg brænder for at se hende, holde om hende og fortælle hende at jeg virkelig elsker hende..... Men jeg må accepterer at det er sådanne hun ønsker det....
Jeg fik lov til at ringe til hende plejemor, og det var rart... Jeg kender hende jo godt, så det var noget andet at høre fra hende, hvordan pigen har det....
Min sagsbehandler var fordi og hente nogle ting... Jeg gav hende min datters tæppe med, et tæppe der vel mere eller mindre er en slags sutteklud. Og hendes plejemor fortalte at hun blev glad for det....
Natten har været hård at komme igennem.... Jeg har dog sovet, men kan mærke her til morgen at det ikke har været en ordentligt søvn... Og at jeg har brugt den på at accepterer tingene som de er.....
Jeg har fundet en pose som står i stuen, hvori jeg kan ligge de ting af hendes jeg finder, som hun skal bruge..... Så er det nemmere at få dem ned til hende....
Jeg aftalte med hendes plejemor at de bare kunne ringe hertil, hvis hun manglede noget, så kunne vi finde det frem og hende eller hendes mand kan så komme forbi og hente det...

Det er SÅ pragtfuldt at hun er kommet et sted hen, som vi alle kender, et sted jeg har fuld tillid til.... Og også derfor vil de faktisk helst ikke involveres mere end højst nødvendigt, da plejeforældrene ikke vil belaste vores forhold.... Det varmer enormt at de tænker på min mand og mig også....

Mit indre skriger

Mit indre skriger og raser.... Hun er så tæt på og så forfærdelig langt væk, på samme tid....

Hvis blot jeg kunne ligge mine arme omkring hende, og fortælle hende at jeg elsker hende....
Hvis blot jeg kunne forsikre hende om at jeg vil hende det bedste af det bedste....

Jeg ved at jeg har gjort det rigtige, ved at bede om hjælp..... Men mit hjerte brister, i en million stykker..... Det gør så ondt at det næsten ikke er til at bære..... Mit indre kan næsten ikke rumme smerten.....

Indeni mit hjerte er verdenen gået i stå... Men når jeg kigger ud af vinduet er livet /verdenen i fuld sving, præcis som den plejer....
Livet skal gå vidre nu... Det skylder jeg hende, min mand og mine andre børn.... Men FUCK det er svært... Her hviler en anden fred i huset, der er ingen der er nød til at få på listetå, for at hun ikke skal blive sur og mopset.... Det er trods alt rart....
Jeg kan ikke fatte at jeg skriver sådanne..... Det føles forkert, meget forkert.....

Jeg er bange for at gå ud.... Så bange for at møde hende... Hvordan vil hun reagerer, hvordan vil jeg reagere...... ????? Trods vejret er gråt har jeg mine solbriller på ud.... Det er en slags skjold... Et skjold der beskytter mig, en beskyttelse mod at andre kan se min smerte.......

Børn

Lige så mange glæder, lige så mange sorger....
Jeg har inderst inde godt vidst at der var stor sansynlighed for at min datter, også ville være syg... Men hun er SÅ ung... Der må være gode muligheder for at nå at "redde" hende...
Weekenden har stået på selvmordstrusler, hun stak af hjemmefra og hun har cuttet sig selv...
Jeg bad kommunen for gud ved hvilken gang om hjælp..... De vurderede at det bedste ville være at lave en midlertidig anbringelse uden for hjemmet... PUHA den er sgu hård.... Jeg vil hende det bedste, men er det nu også godt nok.....
Kommunen virker som om at det ville være bedst for hende at komme hjem til hendes far.... Men jeg føler anderledes... Hun vil nemlig kun hjem til ham når hun er vred på mig....
Jeg vil arbejde på at hun skal falde til ro i den familie hun akut er blevet anbragt ved, så skal hun på et observationshjem, hvor der kan bliv lavet en psykologisk report af hende, så hun evt. kan få en diagnose og noget behandling.....Derefter vil det bedste være at hun kommer hjem igen.... Hele hendes netværk er her, familie, venner, kæreste og skolen.....

Dette har medført at jeg selvfølgelig har fået et mærkbart dårligere..... Men livet omkring mig går vidre, selvom at jeg føler at alt stå stille indeni, forsætter livet som om intet er sket...

Det værste og mest nervepirrende er uvidenheden, jeg aner ikke hvad der skal ske, jeg aner ikke hvordan hun har det, jeg må heller ikke kontakte hende....

Efter Reaktioner

Ja så blev konfirmationen vel overstået, den gik over al forventning.... Tror at det var en rigtig god ide at holde den alkoholfri.... Tror faktisk at det og så det at folk skulle hjem samme dag var med til at gøre at alt fik som det skulle...
Jeg græd i kirken...Hold da helt op hvor var hun dog smuk... Jeg græd da hun holdte tale.... Hold da helt op hvor hun kan... Hun skal nok ende med at blive god til at holde taler... Hun er jo et natur-talent... Jeg kende sgi ikke nogen anden konfirmandt der selv skriver en tale der fylder 3½ maskin-skrevet og så holder den uden slinger i valsen....

I mandags revnede ballonen.... Arrig var jeg uden grund... Ked, hissig og rigtig øv.