Min Forhistorie 7

Der går et par måneder, og så får jeg en tid hos Distriktspsykiatrien igen... Kommer ind til en anden, Psykiater.... Først vil han ikke lade min kæreste komme med ind, men da jeg så siger at så går jeg heller ikke ind, tillader han det så....

½ time efter var jeg indlagt på DagPsykiatrisk afd. Jeg kom hen på afdelingen og får mødt min kontaktperson og set stedet.... Vi bliver eninge om at jeg skal have lov til at vænne mig til tanken og så starte med at komme ugen efter.

1 måned efter har jeg fået endnu en diagnose : Asocial.... Nå jeg en fra eller til... Denne syntes jeg er meget naturlig at have fået, når man tænker på hvor skidt jeg egentlig havde det....

Min tilstand er på dette tidspunkt :
Hele min krop sitre.... Jeg var skiftevis tilstede og indeni mig selv... Jo mere ind i mig selv jeg gik, jo mere rystede jeg på kroppen. Tankerne oppe i mit hoved kørte med 300 km. i timen, det var meget sjældent at det lykkes mig at fange en tanke, for at kunne kigge på den. Når jeg for alvor gik ind i mig selv, begyndte jeg at gnide eller klø hul på mig selv. Og flere gange måtte personalet på afdelingen kontakte min kæreste, da han var den eneste der kunne nå ind til mig.

Jeg arbejdede hårdt på at få det bedre... For jeg kunne end ikke holde ud at være sammen med mine børn i længere tid af gangen... Da jeg havde det værst, kunne jeg dårligt holde ud at sidde og spise sammen med dem.... Det var virkeligt hårdt, både for mig for mig og resten af familien....

I lang tid er det 1 skridt frem og 2 tilbage... Da der er gået 1 år efter Psykiateren gav mig diagnoserne er jeg ikke kommet meget vidre...

Så mine sygedagpenge skal ophøre... Min sag bliver sendt til Førtidspension kontoret, og jeg afventer spændt på udfaldet... Jeg vidste jo godt hvor meget der skulle til for at få en førtidspension og at det var langt fra let at få den godkendt.

2 måneder efter er jeg Førtidspensionist. Det er underligt så meget det hjælper at få den ro over ens liv, som det gav at få tilkendt den..... Da jeg var hos Psykiateren der gav diagnoserne, sagde han at hvis jeg ikke havde fået det bedre og derfor fik en førtidspension, så ville jeg få det bedre, bare at få den tilkendt.... Det lød tidligere underligt på mig, men det var rent faktisk det der skete...

Pludselig skulle hele Distriktspsykiatrien laves om... Det skulle mest bestå af gruppeterapi, og det magtede jeg bare ikke... Dette gjorde at jeg blev udskrevet fra DagPsykiatrisk afdeling.

Mens jeg var indlagt, havde jeg læst alle de bøger jeg kunne finde om Borderline.... Biblioteket bestilte endda en bog hjem fra USA til mig. Der var ikke noget om min sygdom som jeg ikke vidste.. Heller ikke hvordan det var at være pårørende....

Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne være sammen med min familie i længere tid af gangen... Så længe vi var i skoven, kunne jeg være sammen med dem i timevis.... Vi var på mange skovture...

Mine børn led selvfølgelig.... Mor var ikke ordenligt tilstede. Men min kæreste gjorde hvad han kunne. Uden ham havde jeg mistet mine børn.....

Så skete der det at min kæreste friede til mig.... Ikke på den måde han gerne ville have gjort det, men fordi at jeg havde fået et flip og var sikker på at nu forlod han mig.... For at jeg ikke skulle tro at han kun gjorde det pga. flippet, printede han en mail ud, hvor han anmoder min far om min hånd. Nøj hvor blev jeg sur på mig selv.. Nu havde jeg ødelagt al det romantiske.... Men det var nu mig i en nøddeskal....

Vi planlagde vores bryllup... Det skulle være på rådhuset og kun lige med vores allernærmeste.

Midt i al planlægningen besluttede vi os til at trække pælene op og flytte.... Så vores planer måtte lægges om. Så vi kunne blive viet der hvor vi bosatte os...

14 dage efter at vi var flyttet ind i vores helt eget hus, blev vi viet. Jeg var virkelig lykkelig...

Langsomt men sikkert fik jeg det bedre.....

Nu 3 år efter brylluppet, har jeg det stadig bedre... Det er nu 2. gang efter flytningen at jeg har tilknytning til Distriktspsykiatrien, der kommer hjemme hos mig... Fordi at jeg har områder, jeg vil lære at håndterer bedre....

Det er nu 1½ år siden at jeg sidst trak mig ind i mig selv. Og det er 2½ år siden jeg sidst lavede hul på mig selv. Jeg deltager i alle de arangementer der er i ungernes skole.

Jeg kan være sammen med mine unger hele dagen, uden at gå kold også selvom at vi ikke kommer i skoven. Jeg er stadig gift med min pragtfuld mand.

Der er stadig ting jeg skal arbejde med, men jeg kan ting som min familie ikke troede muligt for blot nogle år siden....

Det kan godt være at jeg vælter, men jeg rejser mig altid op igen.... Jeg er nemlig en Væltepeter/Tumling.