I en kælder sort som kul

Dagen i dag har egentligt startet fint.... Fik ungerne afsted, fik sovet i dag osv. En ganske almindelig dag....
Men så fandt jeg ud af at min eks. mand var i byen... Til at starte med tog jeg det faktisk ret pænt... kunne joke lidt med det og sådanne.....
Men bang, så var jeg i borderlinens og angsten magt... Det gik så ud over manden.... Han forsøgte at støtte som han plejer, men han nåede aldrig ind...... Jeg valgte den "sikre" måde og gik i seng...
Angsten sidder der stadig og jeg er meget ked... Er der nogen der kan gå ind under mit skind, så er det eks'en. Er skide bange for ham...
Nå men han skal altså tilbringe weekenden sammen med vores unger i MIN by... Dvs. en weekend hvor jeg er fanget i mit eget hjem... Kan slet ikke se hvordan jeg skal kunne samle mod til at bevæge mig udenfor... Chancen for at løbe ind i ham (dem) er simpelthen for stor, i denne lille by..
Bare det at skrive nu her...Tårene løber....
Hvorfor fanden kan han ikke bare give mig plads til mit liv her hvor jeg nu engang har valgt at bo, langt væk fra ham ???
Manden træder meget forsigtigt... Hvilket man ikke kan fortænke ham i... Men hvis han dog bare vidste hvordan han får mig til at føle....
Indtil nu har han givet udtryk for at han forstod.... Og dermed støttede mig... Nu er det som om han bare vil at jeg skal tage mig sammen..... Hvilket han godt ved, at jeg ikke bare kan...
På et eller andet tidspunkt får jeg vel slippet angsten for eks'en, men det er åbenbart ikke nu...
Personligt føler jeg selv at jeg er nået langt... Jeg kan joke med det... Så kolapser jeg... Så rejser jeg mig igen og livet går alligevel vidre..
Det er bare som om at jeg ikke må kolapse mere, angsten er ikke legal mere... Jeg ved godt at jeg har "holdt" fast på angsten for eks'en længe, men en angst der går så dybt, smider man altså ikke bare ud til højre..