Mødet

Så fik vi overstået det første og værste møde....

Jeg glemmer ALDRIG, ALDRIG nogensinde det, der mødte mig....
Jeg krammer min datter og hun trækker sig væk fra mig, temmelig hurtigt.... Hun påstod senere at hun ikke kunne få luft.....
Min mand måtte efter kort tid gå ud i haven..... Det var følelses-mæssigt SÅ forbandet hårdt at se hende lide på den måde hun gjorde....

Hun lagde tydeligt afstand til os..... Hun sad og rystede, og vuggede monotomt frem og tilbage i stolen..... (Kender fornemmelsen fra mig selv..... Vugger mig selv væk fra virkeligheden) Pillede ved sine negle..... Virkede totalt ligegyldigt med alt.....

Jo vi snakkede da lidt frem og tilbage...Men hold da kæft hvor var det dog svært at få hende til at sige noget.....

Det smerter mig SÅ meget at se min datter i den tilstand..... Godt hun forhåbentligt snart får noget hjælp.....
Men nu går der lige 4 uger med ferie hos min familie.....

Jeg prøvede at løsne det akavet ved at putte lidt af hendes egen humor ind.... Fuck, det var som at løbe panden direkte ind i en mur med 170 km/t.....

Hun vil stadig ikke på det observations-hjem... Men det havde jeg nu heller ikke regnet med....

Da vi gik derfra, kiggede min mand og jeg, på hinanden og sagde næsten i munden på hinanden... Hun har det fandeme ikke godt.....