Accept

Jeg er så småt begyndt at accepterer at tingene er som de er.....

Livet går vidre og jeg er nød til at følge med.... Det smerter stadig, men jeg har også resten af familien at tage hensyn til....

Hvis jeg tillader mig selv, at synke ned i smerten, så har jeg intet lært... Jeg vil så også give kaos vidre til mine andre børn.... Og det nægter jeg...

Jeg erkender at JEG er en STOR del af problemet.... Jeg påtager mig ikke skylden som man normal ville gøre, men jeg erkender at jeg er en del af problemet...

Det ville godt nok være et mirakel, hvis min datter som i 10 år ud af hendes 13 år, har levet med en mor der er psykisk syg uden at hun selv var klar over det, skulle komme igennem livet uden problemer...
Så på den måde bære jeg en slags skyld.... Det er nemt nok at forklare dette mundligt, men jeg syntes det er svært at beskrive det skriftligt......

Jeg ved at min datter har et ønske om at komme hen og bo hos hendes far.... Men det lyder lige nu ikke som om at det er en mulighed.... (Har snakket med hans kone) Men det hele er for dem kommet lidt pludseligt... Så måske når de har fået tid til at tænke tingene igennem?...

Jeg kan nu se tilbage og se at det har været undervejs længe.... Det er sgu så nemt at være bagklog....

Det var Sankt Hans aften i går.... Det var underligt at fejre den uden hende... En del af mig havde lyst til at tage billeder, som jeg plejer, en anden del af mig, havde faktisk ikke lyst til at eviggøre denne dag uden hende... Jeg endte dog med at tage billeder alligevel.... Endnu engang livet går vidre, om jeg vil det eller ej......

Min mor snakkede med hende i går... Hun lød til at have det godt, og hun ville nok ringe til mig i dag.... Så det har været sådanne en underlig dag.... Jeg har gået og ventet på at hun ville ringe, og alligevel så tror jeg ikke på at det sker...

Jeg kom igennem dagen i går uden det ekstra beroligende jeg har fået.... Det er jeg glad for, det nytter jo ikke noget.. Det er stærkt vanedannende og afhængig ønsker jeg ikke at være.....