Mit indre skriger

Mit indre skriger og raser.... Hun er så tæt på og så forfærdelig langt væk, på samme tid....

Hvis blot jeg kunne ligge mine arme omkring hende, og fortælle hende at jeg elsker hende....
Hvis blot jeg kunne forsikre hende om at jeg vil hende det bedste af det bedste....

Jeg ved at jeg har gjort det rigtige, ved at bede om hjælp..... Men mit hjerte brister, i en million stykker..... Det gør så ondt at det næsten ikke er til at bære..... Mit indre kan næsten ikke rumme smerten.....

Indeni mit hjerte er verdenen gået i stå... Men når jeg kigger ud af vinduet er livet /verdenen i fuld sving, præcis som den plejer....
Livet skal gå vidre nu... Det skylder jeg hende, min mand og mine andre børn.... Men FUCK det er svært... Her hviler en anden fred i huset, der er ingen der er nød til at få på listetå, for at hun ikke skal blive sur og mopset.... Det er trods alt rart....
Jeg kan ikke fatte at jeg skriver sådanne..... Det føles forkert, meget forkert.....

Jeg er bange for at gå ud.... Så bange for at møde hende... Hvordan vil hun reagerer, hvordan vil jeg reagere...... ????? Trods vejret er gråt har jeg mine solbriller på ud.... Det er en slags skjold... Et skjold der beskytter mig, en beskyttelse mod at andre kan se min smerte.......