Snakket med hende

Jeg påtager mig skylden for fortiden, men ansvaret for fremtiden.... Så nemt kunne det egentligt siges, det jeg forsøgte at forklare i går.....

Dagen startede med at datteren ringede.... Hun lød meget sølle, men det er nu heller ikke det fedeste at skulle snakke med mor, efter sådanne en omgang....

Jeg er glad for at hun syntes det var godt at jeg kontaktede kommunen i mandags... Det gør mig glad... Det var alt for kaotisk til at vi som familie kunne håndterer tingene....

Hun vil ikke på observationshjemmet, men siger at hun godt vil tage over og kigge på det.... Så langt så godt..... Der er lang vej endnu, men dem jeg har snakket med i familien, som hun gerne vil besøge i ferien, er indstillet på ikke at modarbejde denne beslutning....

Som nogle venner sagde da de kiggede ind i dag... Hvis hun ikke vil derover, så skulle hun have tænkt på det inden, brevene og inden hun skar i sig selv...

Hold da kæft hvor kan jeg dog bare se mig selv i hende.... Og det er nok det der smerter aller mest.... Jeg er SÅ bange for at hun har arvet, genetisk og socialt, min sygdom...

Men det kan kun opholdet på det hjem sige....

Vi fik snakket lidt om hendes søskende og om at de ikke ved noget før de kommer hjem fra ferie.. Lidt om hvad hun ville.... Hun vil ikke hjem.... Og hun vil ikke et fremmede sted, med fremmede mennesker... Bare hun bliver i nærheden, så vi kan få arbejdet med vores forhold, så vil jeg være tilfreds... Selvfølgelig vil jeg mest af alt have hende hjem igen....

Men måske er det bedst hun ikke gør ?!?!?!?!? Jeg ved det ikke lige nu.....
Hun er mit hjertebarn, jeg vil gå gennem ild og vand for hende.... Hun vil ALDRIG kunne få mig til at holde op med at elske hende..... Jeg vil det bedste for hende, og hvis det er ensbetydende med at hun ikke kommer hjem igen, så må det være sådanne....